Her er Thornings politiske problemer

I Helle Thorning-Schmidts forhandlinger om regeringsgrundlaget med De Radikale og DF og med Enhedslisten om parlamentarisk grundlag venter der hende en række udfordringer.

Helle Thorning-Schmidt har masser af udfordringer før regeringsgrundlag og parlamentarisk grundlag er forhandlet på plads.

Helle Thorning-Schmidt vandt valget, men kan få svært ved at gennemføre sin politik sammen med De Radikale og Enhedslisten.

Her er de store udfordringer landets kommende statsminister står overfor:

Efterløn:

Den største knast, som har været diskuteret meget i valgkampen. S-SF og Enhedslisten vil fastholde efterlønnen, mens et flertal bestående af De Radikale og de borgerlige partier vil forringe den. Helle Thorning-Schmidt er indstillet på, at De Radikale kan gennemføre reformen uden om S-SF.

Dagpenge:

De Radikale står fast på, at dagpengeperioden skal halveres, som VK-regeringen og DF har aftalt. Men S og SF har flertal sammen med Enhedslisten og Dansk Folkeparti, hvis de som lovet i valgkampen vil forlænge dagpengeperioden midlertidigt. Da der er indgået et forlig skal Venstre og De Konservative konsulteres, hvis Thorning vil bruge sit flertal.

Skat:

S-SF vil med støtte fra Enhedslisten indføre en millionærskat. Det afviser De Radikale som tværtimod ønsker lettelser i topskatten for at motivere danskerne til at arbejde mere. Dermed kan Helle Thorning-Schmidt få svært ved at finde et flertal, fordi de borgerlige partier også afviser at hæve skatten.

24-års-reglen og pointsystemet:

Enhedslisten og De Radikale er inderligt imod 24-års-reglen, mens S og SF er gået til valg på at bevare den i den første regeringsperiode. Helle Thorning-Schmidt må finde sit flertal sammen med Venstre og De Konservative og dermed skuffe Margrethe Vestager (R) og Johanne Schmidt-Nielsen (EL).

Boligpakken:

De Radikale og Enhedslisten er imod S-SF's plan om at give skattelettelser til boligkøbere i en periode for at få gang i boligmarkedet. Det samme er Dansk Folkeparti. Helle Thorning-Schmidt må søge sit flertal hos Venstre og De Konservative, men de to partier har hidtil afvist at hjælpe Thorning, fordi de ikke mener, at hun har sikret finansieringen for boligpakken.

EU-formandskabet:

Enhedslisten er i mod Danmarks medlemskab af EU, mens De Radikale jubler over udsigten til at Danmark skal stå i spidsen for de europæiske lande. De Radikale mener, at Helle Thorning-Schmidt bør finde flere penge, så Danmark har råd til at levere et formandskabet på niveau med det Ungarn og Polen har leveret.