LA's egne økonomer sår tvivl om vækstplan

Liberal Alliance påstår, at deres vækstplan vil skabe 210.000 nye arbejdspladser i 2020. Men økonomerne bag beregningerne vil ikke give nogen garanti for flere arbejdspladser.

- Vi har som det eneste parti fået gennemregnet en vækstplan af uafhængige økonomer, siger Liberal Alliances leder, Anders Samuelsen, igen og igen.

Og den vækstplan vil kunne skabe 210.000 nye arbejdspladser i 2020, påstår han.

Men nu sår Liberal Alliances "egne" uafhængige økonomer tvivl om Liberal Alliances vækstplan. De siger selv, at der ikke er nogen garanti for flere arbejdspladser.

Det ved DREAM ikke

Liberal Alliances uafhængige økonomer er DREAM, en institution, der har til formål at foretage langsigtede strukturanalyser af den danske økonomi.

Forskningschef i DREAM, Peter Stephensen, vil ikke give nogen garanti for, at Liberal Alliances vækstplan kan skabe 210.000 nye arbejdspladser i 2020.

- Hvis krisen er overstået i 2020, og der ikke er opbygget en alt for stor pukkel af langtidsledige - så er det rigtigt. Hvis det ikke er tilfældet, så er det ikke rigtigt. Vi er i en situation i dag, hvor ingen af os ved, om det vil være tilfældet eller ej. Det ved DREAM heller ikke, siger Peter Stephensen til DR.

Intet entydigt resultat

DREAM vil heller ikke love, at Liberal Alliances vækstplan kan trække Danmarks ud af den økonomiske krise, som Anders Samuelsen påstår.

DREAM's beregninger er nemlig en langsigtet strukturmodel, påpeger Peter Stephensen.

- Det, man kan sige, er, at planen består af forskellige tiltag, som trækker i hver sin retning. Der er nogen skattelettelser, som helt klart trækker ud af krisen. Men samtidig er der også nogle betydelige fald i den offentlige sektor, stigning i brugerbetaling, som trækker den anden vej. Så der er ikke et entydigt resultatet på det område, siger Peter Stephensen.

Liberal Alliance svarer igen

Liberal Alliances leder, Anders Samuelsen, mener, at partiet netop tager højde for de tiltag, der kan trække i hver sin retning. Det er et spørgsmål om "at gå i førerfeltet," siger han.

- Der kan selvfølgelig opstå yderligere kriser, der gør, at situationen ændrer sig, men faktum er bare, at hvis vi ingenting gør, så sker der ingenting. Alternativet til at gøre det her, er, at vi fortsætter med kæmpe gæld, siger Anders Samuelsen.

- Det er ikke rart, at det bliver antydet, at man fifler med tallene, når vi ikke gør det. Vi spiller med fuldstændigt åbne kort, og jeg mener, vi er det eneste parti, der gør det.

Facebook
Twitter