Løkkes gule seddel sætter dagsordenen

Den gule seddel, som Lars Løkke gav Helle Thorning-Schmidt i går for rullende kameraer, var et smart trick, mener politisk kommentator. Nu er det nemlig den, vi taler om.

Niels Krause-Kjær har en fortid som pressechef i Det Konservative Folkeparti.

Det kan godt være, at indholdet på den gule seddel, som Lars Løkke Rasmussen i går gav Helle Thorning-Schmidt under tv-debatten mellem de to, ikke bliver diskuteret meget i dag. Alligevel har han formået at sætte dagsordenen med sin gimmick.

- Han har fået defineret, hvad vi taler om i dag. Nemlig sedlen. Og samtidig har han sikret, at der er andre ting, som vi ikke taler om, siger Niels Krause-Kjær, der er politisk kommentator.

Det, vi ikke taler om

I aftes havde statsminister Lars Løkke Rasmussen en gul huskeseddel med i inderlommen til Helle Thorning-Schmidt, da de to mødtes til politisk duel på DR1. En seddel, hvor han lister op, på hvilke punkter han mener, hun tager fejl i sin politiske argumentation.

- Der florerer massevis af gule sedler med alle mulige forskellige budskaber på Facebook nu, og alle netmedier har beskæftiget sig med den gule seddel. Du og jeg taler lige nu om den gule seddel. Lars Løkke har altså defineret, hvad vi taler om i dag. Og lige så vigtigt, han har defineret, hvad vi ikke taler om. Nemlig Helle Thorning-Schmidts argumenter og holdninger, siger Niels Krause-Kjær.

En del af en kampagne

Allerede få minutter efter, at Lars Løkke Rasmussen havde afleveret sedlen til Helle Thorning-Schmidt, var den at finde på hans Facebook-profil og på Venstres hjemmeside.

Det var altså på ingen måde en improviseret handling. Sedlen er en del af en nøje tilrettelagt kampagne her i valgkampens sidste fase.

- Hans strategi her til allersidst er at gøre vælgerne opmærksomme på, hvad den siddende regering selv har gjort de sidste mange år, og hvad det er oppositionen vil gøre, hvis den kommer til magten. Om det virker, ved jeg ikke endnu, slutter Niels Krause-Kjær.

Helle Thorning-Schmidt tog ikke sedlen med sig, og hun siger i dag, at hun slet ikke har læst, hvad der står på den:

- Jeg synes ikke, at sedlen havde så meget at gøre med det, han sagde. Jeg tror, at ligegyldigt, hvad jeg havde sagt eller gjort, så havde han afleveret den gule seddel til mig.

Den gule seddel som Lars Løkke Rasmussen afleverede til Helle Thorning-Schmidt. DR gemte den, da Helle ikke tog den med hjem.

http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:5332ee8aa11f9d125016fe71

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk