Martin Lidegaard - en passioneret tænketank

Den nye klimaminister, Martin Lidegaard, brænder for miljøet, og han hader, når der går tudefjæs i klimadebatten.

Martin Lidegaard (Foto: Liselotte Sabroe © Scanpix)

Hvis der er én ting, som den radikale Martin Lidegaard kan græmme sig over, så er det, når der går tudefjæs og Lomborg i klimadebatten. Han vil meget hellere have fokus på alle de gevinster, vi kan høste, når vi bliver fri for vores dyre afhængighed af olie og kul.

Som han sagde i et interview i Politiken sidste år:

"Langt ind i de politiske kredse er der en opfattelse af, at klimaet er en tabersag - både politisk og økonomisk. Man tror, at det koster en farlig masse penge at gennemføre de nødvendige forandringer. Og lige nu mener mange, at man ikke kan skaffe vælgere på den sag. Populært sagt så er der gået tudefjæs i klimapolitikken".

Hvordan man så skaber denne fokus, får han rig lejlighed til at vise som Danmarks nye klimaminister.

Brænder for miljøet

Martin Lidegaard brænder for klimaet og miljøet. Han er også medstifter og formand for den grønne tænketank, Concito. Tænketanken har i dag 90 medlemmer, der dækker alt fra DSB, Rockwool, Shell, og Dong til foreninger som Greenpeace og Danmarks Naturfredningsforening og organisationer som LO og Forbrugerrådet.

Som medlem af Folketinget var Martin Lidegaard da også blandt andet miljø-, energi-, trafik- og klimaordfører.

Lidegaard vs. Fischer

Martin Lidegaard blev valgt ind i Folketinget for Det Radikale Venstre ved valget i februar 2001. Det var nærmest en fejl. De radikale bruger normalt sideordnet opstilling af kandidaterne. Men ved en fejl kom partikontoret til at meddele, at kandidaterne i Københavns Vestre Storkreds opstillede kredsvis.

Det betød, at Martin Lidegaard vandt over Charlotte Fischer, selv om han fik færre stemmer end hende. Lidegaard fik kun 517 personlige stemmer, mens Fischer fik 955.

Det udviklede sig til en langtrukken konflikt mellem de to kandidater. Og mange var vrede på Martin Lidegaard. Han blev blandt andet kaldt for et egoistisk magtmenneske i dagbladet Politiken.

Politisk stormvejr

I 2002 - året efter at Martin Lidegaard kom i Folketinget, sagde han til Ritzaus Bureau:

"Når man er ude i sådan et stormvejr som det første i sit politiske liv, så overvejer man meget nøje, om det er det værd. Min politiske vilje til at forandre og kæmpe for nogle ting var stor nok til at gøre det. Derfor traf jeg det rigtige valg".

Martin Lidegaard var medlem af Folketinget indtil valget i 2007. Han genopstillede, men han blev ikke valgt.

Barn på Krogerup Højskole

Martin Lidegaard er 45 år. Han er søn af forfatteren og højskolelæreren Mads Lidegaard og journalisten Else Lidegaard. Og så trådte han sine barnesko på den legendariske folkehøjskole, Krogerup Højskole. Her er han nemlig både født og opvokset.

Martin Lidegaard har tre brødre - nemlig Øjvind, Kresten og Bo Lidegaard.

Facebook
Twitter