Minister: Barnløse skal ikke betale selv

Den nye sundhedsminister fastholder, at barnløse skal have gratis behandling. Regeringsgrundlaget lover intet.

De ufrivilligt barnløse skal ikke selv betale for fertilitetsbehandling, siger sundheds- og forebyggelsesminister Astrid Krag. (Foto: Scanpix © Jens Nørgaard Larsen)

Barnløse kan se frem til, at de kan blive behandlet på en offentlig klinik uden selv at skulle betale.

Selv om det nye regeringsgrundlag er uden løfter til de ufrivilligt barnløse, siger sundhedsminister Astrid Krag fra SF, at brugerbetalingen, som den borgerlige regering indførte ved årsskiftet, skal væk.

- Mit udgangspunkt er, at der ikke skal være brugerbetaling på fertilitetsbehandling, og det er det, jeg vil tage med til finanslovforhandlingerne, siger hun til Ritzau og tilføjer:

- Men indtil vi har forhandlingerne bag os, kan jeg ikke sige noget endeligt om, hvilke konkrete tiltag der vil blive afsat penge til med det samme.

Barnløse er fortrøstningsfulde

I Foreningen af Ufrivilligt Barnløse er formand Annika Lion Kristensen optimistisk, selv om det med den nye ministers udmelding er uvist, hvornår brugerbetalingen stopper.

- Både Socialdemokraterne, De Radikale og SF har meldt sig som stærke modstandere af brugerbetalingen, og derfor er vi fortrøstningsfulde, siger hun.

Færre behandles

Siden egenbetalingen blev indført 1. januar, har landets ni offentlige klinikker registreret et fald i antallet af patienter, der søger behandling. Eksempelvis har Skejby Sygehus i år fået mellem 20 og 30 procent færre nye barnløse patienter, siger professor og overlæge Jakob Ingerslev.

- Egenbetalingen er en radikal ændring af præmisserne for hospitalsbehandling i Danmark. Det var de nuværende tre regeringspartier vældig opmærksomme på, da de sad i opposition. Derfor bør de være forpligtet til at få den rullet tilbage, siger Jakob Ingerslev.

Ifølge den tidligere regerings beregningsmodel koster behandlingerne for barnløshed højst 30.000 kroner årligt. Men erfaringerne fra klinikkerne viser, at udgifter op til 50.000 kroner er almindelige.

/ritzau/

Facebook
Twitter