Thornings store tale: Vi gjorde det!

Helle Thorning-Schmidt har holdt sin første tale som kommende statsminister. I dag er det skiftedag i Danmark, slog hun fast.

Helle Thorning-Schmidt har holdt sin første tale som kommende statsminister. I dag er det skiftedag i Danmark, slog hun fast. (Foto: Erik Refner © Scanpix)

Hun kunne ikke slå Fogh. Men Helle Thorning-Schmidt kunne slå Lars Løkke Rasmussen.

Og natten til fredag kunne Danmarks kommende statsminister holde, hvad der nok er hendes livs sjoveste tale foran sine tusindvis af begejstrede tilhængere på spillestedet Vega på Vesterbro i København.

- Vi gjorde det, startede hun sin tale med at fastslå.

- I dag er det skiftedag i Danmark. Socialdemokraterne er igen klar til at tage vores tørn. Vejen har været lang, der har været rigtige hårde tider, og vi har kæmpet. Men i aften har vi vist at Socialdemokraterne stadig er en stor og bærende kraft i Danmark, sagde hun.

-Vi har skrevet historie

Socialdemokraterne er gået et enkelt mandat tilbage og har dermed fået sit dårligste valg i 108 år. Men det valgte Thorning at se bort fra.

- I skal være så stolte af vores bedrift. Tag ikke fejl, i dag har vi skrevet historie, sagde hun.

En sejr for fællesskabet

Helle Thorning-Schmidt takkede både familie og venner, sine partifæller, de allierede i SF, Enhedslisten og Det Radikale Venstre og sågar den afgående statsminister, Venstres Lars Løkke Rasmussen.

Og så fik socialdemokraternes 900.000 vælgere en særlig tak.

- Vi vil gøre vores yderste til at leve op til jeres tillid. I har vist, I ønsker et samfund, hvor vi hver især tænker på andre end os selv. Et samfund, der er båret af fællesskab, hvor alle er med, og hver enkelt får en chance til - og én chance til, sagde hun.

Alle er velkomne til at forandre Danmark

Thorning benyttede også lejligheden til at indbyde til et bredt samarbejde.

- Vi forpligter os til at arbejde henover midten i dansk politik. Vi rækker hånden frem til alle, der vil være med, sagde hun.

- Det gælder på Christiansborg, men også udenfor. Lønmodtagerne, arbejdsgiverne, organisationerne - alle er velkomne til at være med til at forandre Danmark, sagde Thorning, inden hun sluttede sin tale af med at gentage sin åbningsreplik:

- I aften har danskerne bestemt, at Danmark skal videre. Kære partifæller, vi gjorde det!

Facebook
Twitter