TOP 20: Løkke helt i top

Lars Løkke får flere personlige stemmer end Helle Thorning. Enhedslistens spidskandidat er valgets nummer to.

Lars Løkke Rasmussen er måske ikke længere statsminister, men til gengæld kan han prale af at være den politiker, der har det bedste personlige stemmetal. Og meget overraskende er Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen nummer to på listen. (© MA)

Selv om han mistede regeringsmagten, blev valgresultatet en personlig triumf for Lars Løkke Rasmussen. Den nu forhenværende statsminister mere end fordoblede sit personlige stemmetal.

Af vælgerne i Nordsjælland, hvor han var opstillet, satte 56.285 deres kryds ved Løkke, mod kun godt 21.000 ved valget i 2007, hvor han ikke samlede stemmer nok til en plads på valgets top ti.

Men listens helt store overraskelse er, at Enhedslistens politiske ordfører, Johanne Schmidt-Nielsen, stryger lige ind på listen som nummer to med 47.002 personlige stemmer. Johanne Schmidt-Nielsen lå i 2007 på en 40. plads med 8.964 stemmer.

Dansk Folkepartis leder, Pia Kjærsgaard, kommer ind på en tredjeplads, mens den socialdemokratiske leder, Helle Thorning-Schmidt, som overtager regeringsmagten, fik 33.564 personlige stemmer. Det er mere end 16.000 mindre, end hun fik i 2007.

På en femteplads finder man den populære tidligere Aarhus-borgmester Nicolai Wammen, der fik næsten lige så mange personlige stemmer som sin partiformand, og lige efter ham en anden Aarhus-kandidat, nemlig Venstres Lykke Friis..

Den radikale fremgang har også givet den radikale leder Margrethe Vestager et flot personligt valg med 23.649 stemmer mod 14.206 i 2007.

Derimod har vælgerne straffet SF's leder, Villy Søvndal, der fra en fjerdeplads sidst er røget helt ned på 20. pladsen. Han fik denne gang kun omkring en tredjedel af de stemmer, han fik for fire år siden.

Se hele listen her:

Facebook
Twitter