Vestager gik glip af åbningstalen

Den nye indenrigs- og økonomiminister Margrethe Vestager kom ikke til Folketingets åbning. I stedet bruger hun sin først arbejdsdag i Luxembourg.

De radikale leder Margrethe Vestager. (Foto: Liselotte Sabroe © Scanpix)

Den nye indenrigs- og økonomiminister Margrethe Vestager fra Det Radikale Venstre var ikke til stede ved Folketingets åbning i dag.

I stedet er hun allerede trukket i arbejdstøjet og bruger sin første dag som minister i Luxembourg.

Her skal hun mødes med de europæiske økonomi- og finansministre for at diskutere Europas økonomiske tilstand.

Østergaard glad for åbningstalen

Det Radikale Venstres næstformand, Morten Østergaard, var dog til stede ved Folketingets åbning i dag.

Og den nyudnævnte videnskabsminister glædede sig over Helle Thorning-Schmidts åbningstale.

- Det var en fantastisk tale. Jeg synes også, at det er sjældent at høre en statsminister, der i den grad inviterede til bredt samarbejde. Både i Folketinget, men også ude i det danske samfund, siger Morten Østergaard til DR Nyheder.

Facebook
Twitter