Vestager nævnes som vicestatsminister

Hvis De Radikale beslutter sig for at gå med i regeringen, vil Margrethe Vestager få titlen som vicestatsminister, skriver Jyllands-Posten.

Margrethe Vestager hilser på sine partikammerater (Foto: Keld Navntoft © Scanpix)

SF´s voldsomme tilbagegang og de radikales tilsvarende fremgang indebærer måske, at Villy Søvndal må lide den tort ikke at blive nummer to i regeringen, men nummer tre.

Ifølge Jyllands-Posten nævnes Margrethe Vestager nu som vicestatsminister efter Helle Thorning-Schmidt. Posten er uden betydning, men giver lidt intern prestige i regeringen.

Avisen skriver dog også, at det endnu ikke er afgjort, om de radikale i det hele taget skal med i regeringen.

Stor skattereform

Ifølge Børsen indgår det i forhandlingerne at det ikke bare småjusteringen i skattepolitikken der er på bordet, men et ønske om at gennemføre en stor og gennemgribende skattereform, der kan styrke den danske konkurrenceevne.

Det må dog anses for usandsynligt, at partierne bliver enige om detaljerne allerede under de igangværende forhandlinger.

Børsen skriver også, at det bliver på søndag, regeringsgrundlaget bliver præsenteret.

Facebook
Twitter