Vis mig dit forbillede...

...og jeg skal sige dig hvem du er. Politikernes forbillede kan fungere som smutvej for tvivlerne til at danne sig et billede af, hvem politikerne er.

...og jeg skal sige dig hvem du er.

Politikernes forbillede kan fungere som smutvej for tvivlerne til at danne sig et billede af, hvem politikerne er.

I en valgkamp handler det for politikerne om at få fortalt, hvad de står for. Samtidig skal de også kommunikere, hvem de er.

En enkel måde at gøre det på kan være at fortælle, hvem man selv ser op til.

Det siger, forsker i politisk psykologi, Sigge Winther Nielsen.

De store kanoner

SF-lederen Villy Søvndal er inspireret af Sydafrikas store leder.

- Nelson Mandela er mit store forbillede. Det han står for er så imponerende! At have været spærret inde i næsten halvdelen af sit liv og derefter komme ud, blive præsident og lave en freds- og forsoningsproces med dem, der lukkede ham inde, det er imponerende, siger Villy Søvndal til DR Nyheder.

Også Konservatives formand Lars Barfoed henter sin inspiration i en statsmand.

- Skal jeg trække én frem, der har været inspirerende for mig, så er det Winston Churchill.

- Jeg er fascineret af hans stålsathed, hans vilje, hans beslutsomhed, hans evne til at have en vision og at gennemføre den, koste hvad det koste vil på trods af indædt modstand, lyder det fra Barfoed.

Faren for anonymitet

Ifølge Sigge Winther Nielsen handler det for politikeren om fortælle en historie om sig selv via sit forbillede.

- Med Mandela får Søvndal koblet sig selv til en utrolig positiv karakter. På listen over de 100 mest populære mennesker i verden ville Mandela ligge utroligt højt på listen. Det er en god historie at sætte sig selv i sammenhæng med. Faren er at det bliver lidt anonymt, idet stort set alle synes godt om Mandela. Det fortæller altså ikke noget særskilt om Villy Søvndal, siger Sigge Winther Nielsen.

Lars Barfoeds forbillede er også bredt kendt, men det har ifølge forskeren dog lidt mere kant.

Churchill står for står for nogle klare konservative værdier, som Barfoed gerne vil associeres med. De dyder han beskriver i sit forbillede er dyder, han gerne ser sig selv rumme.

En smutvej for tvivlerne

Hvad kan man så bruge den information til, at man kender en toppolitikers forbillede?

Ifølge Sigge Winther Nielsen kan det være en smutvej for særligt tvivlere til at danne sig et indtryk af, hvem personen er.

- Det kan være svært at være uenig i at Mandela er en stor politisk skikkelse. Derfor siger det ikke så meget om Søvndal. Churchill fortæller lidt mere om de værdier Barfoed står for, siger Sigge Winther Nielsen.

- Det kan den lidt uinteresserede vælger bruge til at afkode, hvem politikeren er. Det kan være med til at påvirke hvem tvivleren i sidste ende vil sætte sit kryds ud for, siger forskeren.

De personlige

Pia Kjærsgaard store forbillede er Ayaan Hirsi Ali, som er mest kendt som manuskriptforfatter på den islam-kritiske film Submission, som i 2004 kostede instruktøren Theo van Gogh livet.

- Hun er mit forbillede, fordi hun er så modig. Hun taler det frie ord med livet som indsats. Jeg har mødt hende adskillige gange. Hun siger det, hun mener på en meget ordentlig og stilfærdig måde.

Vi deler syn på livet

I den anden ende af det politiske spektrum finder vi Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen. Hun har også mødt sit forbillede adskillige gange.

- Det er min mormor, Lilly Schmidt Nielsen, som var den første kvindelige borgmester på Fyn. Hun var sej. Hun havde engagement, gå-på-mod og en fandenivoldskhed. Hun tilhører den generation af kvinder som min generation af kvinder står på skuldrene af.

- Jeg fandt med tiden ud af, at min mormor og jeg havde en masse ting tilfælles. Vi deler tilgangen til, hvordan man lever sit liv på en god måde.

Mere troværdigt

Med de to eksempler er vi væk fra de store kendte kanoner som Churchill og Mandela. Det har ifølge Sigge Winther Nielsen sin fordel men også sin ulempe.

- Her er der tale om forbilleder politikeren har mødt - op til flere gange. Det kan virke mere troværdigt, fordi forbindelsen mellem politikeren og forbilledet er mere reel. Man sidder også med et indtryk af, at politikeren giver lidt mere af sig selv, når det er mere personligt.

Smutvejen kan smutte

Men det har sin pris at fremføre et forbillede som er tættere på eller decideret personligt.

- Smutvejen for tvivleren kan glippe. Hvis politikeren ikke får tid til at uddybe, hvorfor fx mormoren er så forbilledlig. Politikeren kan miste effekten af den positive association.

Under overskriften "De store spørgsmål" stiller dr.dk under valgkampen partiernes spidskandidater en række spørgsmål, der rækker ud over deres økonomiske planer, og hvordan de ser på udlændingepolitikken. Blandt andet fortæller kandidaterne om, hvem deres største politiske forbillede er.

Facebook
Twitter