Claus Hjort: Skattelettelse på 1.500 kroner er ikke Venstres politik

Venstres Claus Hjort Frederiksen fastholder, at Venstre ikke vil ud med, hvor stor skattelettelsen til folk med lavtlønsjob skal være indtil efter valget.

Venstre afviser fortsat at sætte tal på, hvor meget skatten for de lavtlønnede helt konkret skal sænkes. (Foto: DR © DR)

Det er ikke Venstres konkrete politik, at folk på overførselsindkomst skal have 1.500 kroner ekstra om måneden, hvis man skal gøre det mere attraktivt for dem at tage et arbejde.

Det siger Claus Hjort Frederiksen (V), efter at han tidligere på dagen blev citeret af Radio24syv for at sige, at en skattemæssig gevinst på 1.500 kroner ville øge incitamentet for folk på overførselsindkomst til at tage et job.

Hvad er dit konkrete forslag?

- Jeg har ikke noget konkret forslag.

Jeg havde ellers forstået det sådan, at du havde foreslået ekstra 1.500 kroner efter skat til folk med små indkomster.

- Jeg nævnte 1.500 kroner som et eksempel på det. Efter Venstres opfattelse er det for lille et incitament for folk på overførselsindkomst til at tage et arbejde. Jeg glæder mig over, at Socialdemokraterne er kommet til samme konklusion, og at de derfor har fremsat et forslag om, at en kontanthjælpsmodtager, der går på arbejde, skal have en bonus på 1.500 kroner, siger han og fortsætter. 

- Det betyder, at Socialdemokraternes udspil er et bud på, hvor meget man skal tjene. Det skal indgå i de forhandlinger, der skal være efter valget.

V-valgløfte

Meldingen kommer, efter at hans partiformand, Lars Løkke Rasmussen, har lovet, at han vil sænke skatten for folk med små indkomster, hvis han vinder folketingsvalget.

Det vil ifølge det borgerlige parti øge incitamentet for folk på overførselsindkomst til at tage et arbejde. Og Lars Løkke Rasmussen udtalte i aftes på DR1, at han gerne så, at skattegevinsten blev på ”nogle tusinde kroner” – uden dog at gå nærmere i detaljer med det.

Det har mødt kritik fra både Socialdemokraterne og SF.

Og i går udtalte Bo Sandemann Rasmussen, professor ved Institut for Økonomi ved Aarhus Universitet, at man skal op på et par tusind kroner i skattelettelser om måneden, ”før det virkelig batter noget for de lavtlønnede”.

Lette skatten i bunden

Claus Hjort Frederiksen, hvad siger du til det?

- Det er også det, danskerne mener. En meningsmåling viste for noget tid siden, at danskerne mente, at 2.000 kroner var et passende beløb.

Mener Venstre også, det er et passende beløb?

- Nej, vi kæmper for at få lettet skatten i bunden. Det er en opgave, vi vil tage fat på straks efter valget, hvis vi kommer i regering. Der er det bare interessant, at Socialdemokraterne har spillet ud med en bonus på 1.500 kroner.

Jobfradraget kan komme i spil

Kan du forstå, at der er nogle, der gerne vil have svar på nu, hvor meget skatten skal lettes i bunden?

- Det kan jeg jo ikke svare på nu. Jeg kan bare svare på, at vi ikke vil bruge hele det økonomiske råderum på den offentlige sektor. Vi vil reservere en del af de midler, der er, til at kunne lette skatten i bunden for folk, der arbejder. Men det vil afhænge af en forhandling bagefter.

Hvordan vil I helt konkret sænke skatten for folk med små indkomster?

- Man kunne eksempelvis se på jobfradraget. Vi indførte jobfradraget i sin tid til folk med arbejdsindkomster. Det kunne man se på. Men alle muligheder står åbne.

1500 kroner er en bund

Hvordan vil du definere ”folk med små indkomster”?

- Når man indfører sådan et fradrag, så rammer det bredt. Men vi har ikke lavet en nærmere definition på det spørgsmål. Vi skal jo kæmpe for at få et så stort beløb som muligt for at lempe skatten i bunden. Det bliver den politiske opgave efter valget. Derfor vil vi ikke afgive løfter om nogle konkret beløb på denne side af valget. Det skal være op til de partier, der gerne vil være med til at løfte opgaven, hvor stort beløbet skal være.

Både De Konservative og Liberal Alliance vil have lettet skatten i toppen. Tror du, det er realistisk at få sænket skatten i bunden?

- Jeg betragter det som yderst realistisk, at vi kan få det her igennem. Jeg har svært ved at forestille mig, at Liberal Alliance og De Konservative skulle modsætte sig at lette skatten i bunden, så det bedre kan betale sig for de mange, der er på offentlig forsørgelse, at tage et arbejde.

For at summere op: Socialdemokraterne vil give en bonus på 1.500 kroner, og Bo Sandemann Rasmussen siger 2.000 kroner. Er det inden for den ramme, at I gerne ser, der skal være en lettelse i bunden?

- Det kan jeg slet ikke udtale mig om. Men man kan hvert fald sige, at når Socialdemokraterne spiller ud med 1.500 kroner, så vil det hvert fald være en bund.

Hvad kan toppen i givet fald være?

- Det kan jeg slet ikke udtale mig om, siger Claus Hjort Frederiksen.

FacebookTwitter