DF, S og V vil have mere overvågning af danskerne

De tre største partier er de mest positive overfor at bruge overvågning af danskerne som våben mod terror, viser ny gennemgang. Venstrefløjen og Liberal Alliance er mest kritiske.

Overvågning af gader og net er ikke et tema i valgkampen - men mange politikere er positive overfor at tage øget overvågning af danskerne i brug, viser analyse. (Foto: Scanpix)

Skal danskernes digitale kommunikation overvåges mere eller mindre - og skal den nyligt afskaffede logning af danskernes brug af internettet genindføres i en ny form?

Sådan lyder nogle af de de spørgsmål, det nye folketing måske kommer til at få på dagsordenen efter valget  - og nu viser en opgørelse, at kandidaterne fra de tre største partier, Socialdemokratiet, Venstre og Dansk Folkeparti, altovervejende er de mest positive for at indføre mere overvågning af danskerne som værn mod terror.

Det viser en analyse af de svar, politikerne har givet i Berlingskes kandidattest, hvor i alt 525 kandidater har svaret på spørgsmål om blandt andet overvågning - et spørgsmål, der både kan dække over videoovervågning af gader og stræder og på nettet.

Dansk Folkeparti skiller sig ud

Her har et stort flertal (57 ud af 65)  af kandidaterne hos det mest overvågningspositive parti, Dansk Folkeparti, erklæret sig enten enige eller meget enige i, at danskerne bør overvåges mere. 23 af kandidaterne erklærer sig 'meget enige' i spørgsmålet.

Tidligere har netop DF markeret en særligt positiv holdning til emnet:

 - Vi tror også danskerne er parate til at acceptere sådan et skridt, og at de ikke betragter det som en generelt større overvågning, men betragter det som en del af at kunne følge med de her kriminelles gerninger, sagde Kristian Thulesen Dahl til DR Nyheder tidligere på året.

Flertal er kritiske

I den modsatte ende af skalaen findes Enhedslisten, hvor 51 ud af 52 kandidater er enten uenige eller meget uenige i, at det er nødvendigt at indføre mere overvågning af danskerne.

Også hos Liberal Alliance er modstanden mod mere overvågning markant. Her er 51 ud af 55 modstandere af mere overvågning. Hos de Radikale er 50 ud af 60 kandidater modstandere.

Manden bag listen, matematikeren Søren Fuglede Jørgensen, forklarer:

- Overvågningsspørgsmålet har slet ikke været en del af valgkampen, og det kan i det daglige være svært at gennemskue, hvad de enkelte politikerne egentlig mener om området. Derfor valgte jeg at samle et overblik over, hvad de havde svaret på netop dette spørgsmål, siger han.

Siden listen blev lavet, har en lille håndfuld politikere erklæret, at de har svaret forkert.

Logning måske på vej igen

Overvågning har ellers været et meget omtalt tema i efterhånden et par år - ikke mindst på grund af den tidligere NSA-ansatte whistleblower Edward Snowdens afsløringer af NSAs spionage af alle nettets brugere.

På programmet har også været både kommercielle selskabers overvågning af netbrugerne og den mulige genindførelse af en ny udgave af den danske logningsbekendtgørelse, der dikterer, at teleselskaberne skal indsamle omfattende data om danskernes brug af nettet.

Den blev oprindelig indført i 2007 under kraftige protester både telebranchen og forskellige digitale rettighedsorganisationer. Siden har det dog vist sig, at den omfattende dataindsamling reelt var ubrugelig for politiet - og EU-domstolen kendte sidste år det direktiv, som reglerne bygger på, ugyldigt, fordi domstolen anså det for at være for vidtgående.

Den særlige sessionslogning - altså logningen af brugen af nettet - var dog ikke en del af EU-direktivet, men et særligt dansk fænomen.

Logningen blev droppet sidste år. Men tidligere på året kom det frem, at logningen kan være på vej til at blive genindført i en ny form, der er mere brugbar for politiet.

Facebook
Twitter