DF-top skyder sprogskat ned

Dansk Folkeparti vil alligevel ikke indføre en særlig skat, der skal ramme danske virksomheder, som laver engelske reklamer.

DF's Søren Espersen skyder partiets kulturordførers forslag om en ny sprogskat på engelske reklamer ned.

Det er ikke Dansk Folkepartis politik at beskatte danske virksomheder, som laver reklamer på engelsk.

Det siger Søren Espersen, medlem af Dansk Folkepartis gruppebestyrelse, nu, efter partiets kulturordfører, Alex Ahrendtsen, tidligere på morgenen har fremsat et forslag om at indføre en ny punktafgift, som skal ramme de virksomheder, der laver reklamer på andre sprog end dansk.

Ifølge Alex Ahrendtsen skulle skatten sikre, at vi i højere grad begynder at kommunikere med hinanden på dansk frem for eksempelvis engelsk.

Derudover skulle skatten sikre, at det danske sprog kunne fastholde sin status i alle klasser i det danske samfund.

- Det er åbenbart svært, at den kreative klasse benytter sig af dansk i nogle sammenhænge og tyer til engelsk, fordi de synes, at det lyder smartere, lød det tidligere på morgenen fra Alex Ahrendtsen.

Men ifølge Søren Espersen må danske virksomheder selv bestemme, på hvilket sprog de vil kommunikere med deres kunder.

- Vi skal værne om det danske sprog, men hvis en dansk virksomhed vil lave en reklame på eksempelvis italiensk, skal de have lov til at gøre det, siger han.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk