DF's ældrepolitik mangler milliarder

Dansk Folkeparti vil afsætte fem milliarder kroner årligt til ældre og sundhed, fremgår det af partiets nye økonomiske plan. Men ifølge flere ministerier er beløbet langt fra nok til at finansiere partiets politik på området.

Dansk Folkeparti har slået sig op på forbedringer på ældre-området, men nu kommer forslagets økonomiske fundament i modvind. (© colourbox)

25 milliarder kroner frem til 2020 - eller fem milliarder kroner årligt - vil Dansk Folkeparti øremærke ældre og sundhed, viser partiets økonomiske plan, der blev fremlagt i går.

Men det anseelige beløb til trods vil Dansk Folkeparti være meget langt fra at kunne indfri partiets politik på området, viser beregninger fra en række ministerier.

I partiets arbejdsprogram er målene ellers klare:

- Den ældre bør med rette kunne stille krav om minimum et dagligt bad, ugentlig støvsugning og vask samt minimum to ugentlige gåture i selskab med hjemmehjælperen, fremgår det af programmet, hvor der også loves gratis offentlig transport til ældre:

- Dansk Folkeparti vil arbejde for på sigt at gøre al offentlig transport gratis for personer over en given alder.

Derudover erklærer partiet blandt andet, at man vil arbejde for en højere ældrecheck, flere alderdomshjem og bedre løn- og arbejdsvilkår for plejepersonalet. Målene gentages ligeledes i en af partiets foldere under overskriften "det vil vi gøre for de ældre".

Ministerier sætter priser på

Men skal målene nås, kræver det langt flere penge end de fem milliarder kroner årligt, som partiet i deres nyligt fremlagte økonomiske plan vil reservere til ældre og sundhed.

En stribe af Dansk Folkepartis udspil er blevet kørt igennem regnemaskinerne hos Transport-, Finans- og Socialministeriet. Og ifølge beregningerne vil der være store huller i finansieringen.

Eksempelvis vil de to ugentlige gåture i selskab med en hjemmehjælper ifølge Socialministeriet koste de offentlige kasser 3,4 milliarder kroner årligt, fremgår det af et svar til Folketingets Socialudvalg. Til grund for beregningen lægges, at der var 154.556 modtagere af hjemmehjælp i 2012.

Bad koster milliarder

Endnu højere er prisen for det daglige bad og den ugentlige rengøring.

Her anslår Finansministeriet i et svar til Folketingets finansudvalg, at det samlet vil ende med at koste mellem 6,5 og 7,1 milliarder kroner, hvis ordningen skal gælde modtagere af hjemmehjælp over 67 år. I beregningen anslås badet at tage en halv time dagligt og rengøring en time ugentligt.

Gratis transport vil koste 1,1 mia.

Endelig anslår Transportministeriet, at det "årligt vil koste i omegnen af 1,1 mia. kr. i mistede passagerindtægter for trafikselskaber og togoperatører", hvis alle folkepensionister skulle have ret til gratis offentlig transport.

Beløbet dækker blandt andet over salg af billetter, periodekort og egenbetaling for handikapkørsel.

Alene disse tre mål vil altså samlet koste samfundet mindst 11 milliarder kroner årligt at indfri.

FOA: Regnestykket stemmer ikke

Formanden for de offentligt ansatte i FOA, Dennis Kristensen, anerkender, at Dansk Folkeparti vil tilføre midler til ældre- og sundhedsområdet. Men han har meget svært ved at få pengene til at række.

- Jeg kan ikke få regnestykket til at stemme. Hvis man ser på, hvad partiet gerne vil på eksempelvis ældreområdet, kan det ikke lade sig gøre med den økonomiske plan, de nu har fremlagt, siger han.

DF: Ikke løfter

Gruppeformand i Dansk Folkeparti, Peter Skaarup, afviser, at man skal opfatte punkterne i arbejdsprogrammet og partiets foldere som løfter:

- Det er en retning, vi gerne vil gå, og hvis der bliver mulighed for det, vil vi gerne gennemføre de ting, der ligger i vores principprogram, siger han.

- Det, vi gør nu, er at sige, nu har vi en pose penge i de kommende år frem til 2020, hvorfra vi vil bruge meget store midler på vores velfærdssamfund, for at lappe de huller, som det har. Vi bryster os af at have et flot velfærdssamfund i Danmark, men det kan blive meget bedre - især på sundheds- og ældre området, siger Peter Skaarup.

Facebook
Twitter