#DRdinstemme: Løn er ikke eneste motivation for at arbejde

Skattelettelser skal få flere danskere i arbejde, mener De Radikale. Løn er dog ikke alt, skriver brugerne på dr.dk.

Det er ikke kun lønnen, der får brugerne på dr.dk til at stå op og tage på arbejde. (Foto: Thomas Lekfeldt © Scanpix)

Lavere skatter for alle er en del af indsatsen for at få flere i arbejde. I hvert fald, hvis det står til De Radikale.

Partiets leder, Morten Østergaard, gæstede tirsdag aften Mød Partierne på DR1. #DRdinstemme og debatten på dr.dk spurgte i den anledning til, hvad der får brugerne op om morgenen og af sted på arbejde.

Er det lavere skat, eller noget helt andet?

Ja og nej, lød svaret: Et meningsfyldt job, et godt arbejdsmiljø og en arbejdsidentitet er sammen med løn motivationsfaktorer for debattørerne. De havde svært ved entydigt at sige, om skattelettelser vil gavne arbejdsmarkedet.

Jobbet skal give mening

Mere eller mindre løn gør ingen forskel for mig, skrev Tina Weiland Mortensen på DR Nyheders Facebook-side:

- Det, som får mig op hver eneste morgen, er drømmen om et meningsfuldt, indholdsrigt liv, hvor jeg kan hjælpe andre mennesker (børn og unge) med det, jeg kan, skrev hun. - Jeg vil have udført mit job i fremtiden for langt mindre løn. Pengene er til for, at jeg kan overleve - ikke andet.. At jobbet giver mening for mig, er det vigtigste.

Brugeren Heidi Rex Larsen var enig, men pegede på, at løn trods alt betyder noget.

- Jeg står med glæde tidligt op og går på arbejde med et smil. Hvorfor? Fordi økonomien ER bedre som lønmodtager, end kontanthjælpsmodtager. Uanset hvor meget visse politikere end forsøger at sige det modsatte, skrev hun.

Mere arbejde gav ikke meget mere i løn

De Radikale foreslår konkret at sænke skatten på arbejde med 13 mia. kroner.

Topskatten skal ændres, så man maksimalt kan komme til at betale 50 procent i skat, og beskæftigelsesfradraget skal hæves.

Ole Jensen delte sine erfaringer om topskat og motivation for at arbejde.

- Jeg betaler en smule topskat og fik mulighed for at arbejde en hel del mere i et år, så jeg justerede min forskudsopgørelse ind og havde forventet at se en hel del mere af de 23.000 ekstra om måneden. Men det endte jo med at blive noget i retning af 7.000 mere udbetalt, skrev Ole Jensen på debatten på dr.dk.

- Jeg ved ikke, om muligheden kommer til at byde sig igen, men jeg har ikke tænkt mig at gøre brug af det, for mange af pengene forsvandt.

Skattelettelser kan få folk til at holde fri

De fleste arbejder alligevel af lyst, mente en skeptisk Tobias Andersen. 

- Jeg tror ikke på, at den almene dansker efter en eventuel skattelettelse så vil arbejde yderligere (teoretisk kan det bevises, at det både kan føre til mere arbejde, MEN også til at individet vælger mere fritid). De fleste vælger at stå op om morgenen og arbejde af lyst, da de fleste uden job og med 100 procent fritid vil finde tilværelsen meningsløs, skrev Tobias Andersen på dr.dk.

Onsdag er Socialdemokraterne og partiformand Helle Thorning-Schmidt gæst i Mød Partierne. Du kan som altid deltage i debatten på dr.dk og på sociale medier via #DRdinstemme.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk