Eksformand: Spild ikke stemmerne på Kristendemokraterne

Kristendemokraternes tidligere formand advarer nu folk mod at stemme på partiet.

Stem ikke på Kristendemokraterne, siger Per Ørum, der er tidligere formand for partiet. (Foto: Marie Hald © Scanpix)

Det vil være spild af borgerlige stemmer, hvis folk vælger at sætte krydset ud for Kristendemokraterne ved valget i næste uge. 

Sådan lyder det fra partiets forhenværende formand, Per Ørum Jørgensen, som nu ligefrem advarer folk mod at stemme på det parti, han selv stod i spidsen for under det seneste folketingsvalg i 2011.

Ligger under spærregrænsen

Ifølge de seneste meningsmålinger, som Epinion har lavet for DR Nyheder, har der været dødt løb mellem rød og blå blok.

Kristendemokraterne holder til i blå blok og står til at få 0,8 procent af stemmerne, hvilket er langt fra spærregrænsen på to procent.

- Kristendemokraterne er ikke i nærheden af at komme over spærregrænsen. Og for at undgå stemmespild i blå blok, bør man i stedet støtte et af de andre blå partier, hvis man overvejer at stemme på Kristendemokraterne, siger Per Ørum Jørgensen.

- Andet giver ikke mening, siger partiets tidligere formand.

Ørum er konservativ i dag

Per Ørum Jørgensen stod i spidsen for Kristendemokraterne ved valget i 2011, og her fik partiet 28.070 stemmer.

Det var langt fra nok til at nå over spærregrænsen, og Per Ørum Jørgensen blev efterfølgende væltet som formand i 2012.

Han har nu meldt sig ind hos De Konservative, som han tidligere har repræsenteret i Folketinget. For han kan nemlig ikke genkende det parti, som han stod i spidsen for.

- Partiet er blevet en mere fundamentalistisk og religiøs bevægelse, og jeg har svært ved at se, hvad partiet vil i dag. De fordømmer de homoseksuelle, er imod fri abort, og de ville kun redde kristne flygtninge. Det er bare ikke særligt charmerende, når alt kommer til alt. Sådan tror jeg, mange har det, siger Per Ørum Jørgensen.

Ikke en bitter eksformand

Per Ørum Jørgensen blev væltet af partiets magtfulde storkreds i Vestjylland, som ikke mente, at han kommunikerede nok med baglandet.

Sat på spidsen, er du ikke blot en bitter eksformand, der prøver at svine dit gamle parti til?

- Nej, for jeg har en oprigtig bekymring i forhold til stemmesituationen. Derudover er jeg vendt tilbage til De Konservative, hvor der både er plads til at hylde mangfoldigheden og bevare den kristne kulturarv. Jeg har intet at være bitter over, siger han.

Han understreger, at han ikke har planer om at stille op for sit parti igen.

Men de fundamentalistiske tanker var der vel også, dengang du var formand?

- Jo, men jeg slog meget hårdt ned på det, når jeg så det. Det var måske også det, der ramte mig, da jeg blev væltet som formand. Der var nogen, som gerne ville fremme den religiøse fundamentalisme, og det ville jeg ikke se, lyder det.

Tror du Kristendemokraterne komme over spærregrænsen igen?

- Det er svært at sige. Men så længe, de ikke kan holde religion og politik adskilt, så tror jeg ikke på det, siger Per Ørum Jørgensen.

Facebook
Twitter