Eksperter: Løkkes jobreform bliver dyr og svær

Det bliver vanskeligt og dyrt at øge forskellen mellem job og forsørgelse, fastslår eksperter.

- Det skal kunne betale sig at arbejde. Det budskab har Lars Løkke Rasmussen sagt gang på gang i valgkampen. (Foto: Sophia Juliane Lydolph © Scanpix)

Det skal langt bedre kunne betale sig at arbejde, lyder Venstre og formand Lars Løkke Rasmussens (V) hovedbudskab i valgkampen.

Partiet har derfor annonceret en jobreform, der lægger loft over kontanthjælpen og sænker skatten på de laveste arbejdsindkomster.

Men indtil videre har Venstre været tavs om en konkret model, og nu slår økonomer og skatteeksperter i Jyllands-Posten fast, at en jobreform, hvis den for alvor skal øge forskellen mellem at være på passiv forsørgelse og være i arbejde, bliver vanskelig og dyr.

- Den mest målrettede skattelettelse vil være et forhøjet beskæftigelsesfradrag - det er forholdsvist dyrt og har vist sig svært at målrette endnu mere, siger professor i økonomi Bo Sandemann Rasmussen til Jyllands-Posten.

Ingen konktret model

Beregninger fra Finansministeriet viser, at hvis et øget beskæftigelsesfradrag skal give folk i arbejde 1.000 kr. ekstra i rådighedsbeløb om måneden, vil det koste 29 mia. kr.

Til sammenligning har Venstre 15 mia. kr. til rådighed i 2020 til skattelettelser, hvis partiet bruger hele råderummet fra nulvækst i det offentlige på skattelettelser.

Socialdemokraterne kritiserer Venstres valgløfte. Lars Løkke Rasmussen ønsker ikke at give interview om jobreformen, men fra arbejdsmarkedsordfører Hans Andersen (V) lyder det:

- Vi har ikke lagt os fast på en konkret model.

/ritzau

Facebook
Twitter