Facebook-valget: EL og SF skyder forbi deres følgere med miljø-snak

De to partiers følgere på Facebook er langt mere interesserede i værdipolitik end i grøn omstilling.

Hverken SF eller Enhedslistens følgere er synderligt interesserede i miljø og klima. (Foto: Mads Rafte Hein © DR)

Både Enhedslisten og SF markerer sig kraftigt på at være grønne partier, der kæmper for miljøet. Kigger man på de to partiers kandidater på Facebook, så viser det da også, at netop miljøet er et af de emner, der berøres oftest i opdateringer.

Målt på antal likes er opdatertinger om miljøet dog ikke noget, der får vælgerne op i det grønne felt.

En analyse af politikernes Facebook-profiler, som DR's Undersøgende Databaseredaktion har foretaget, viser, at miljø kun er det 11. mest populære ud af 15 hos de mennesker, der liker opslag fra Enhedslistens kandidater.

I stedet er det emner som religion, indvandrere, kriminalitet og ældre, der for alvor trækker likes fra Facebook-brugerne.

Ingen populisme hos SF

Det samme gælder for SF, der blandt alle emner skriver allermest om miljø og klima. Det emner kun det niende mest populære blandt SF-kandidaternes følgere, som ud fra deres likes hellere vil høre om religion, skat og socialt udsatte.

Man kan dog ikke beskylde folketingkandidaterne fra SF for at være populistiske. De skriver kun halvt så meget om de mest populære emner, som de gør om klimaet.

Klimaet er for abstrakt

Ifølge er Jakob Linaa Jensen, der er forskningschef i sociale medier ved Danmarks Journalisthøjskole, skyldes den lave interesse, at klimaspørgsmålet er svært at forholde sig til, da problematikkerne ligger langt ude i fremtiden.

- Klimapolitik er meget abstrakt og meget teknisk, men at der kommer tusinder flygtninge ind i landet, eller at ældre ligger og dør på hospitalsgangene er væsentligt lettere at overskue, siger han.

Han mener desuden, at den lave interesse også er en konsekvens af, at medierne ikke fokuserer på klimahistorier.  

 - Medierne vil helst fokusere på rød versus blå blok. Personspørgsmål dominerer valgkampen, mens klimaspørgsmålet bare ikke egner sig til mediernes dagsorden, som eksempelvis børnefamilier og indvandrere gør det, siger Jakob Linaa Jensen.

Alternativet ikke meget bedre

Selv ikke Uffe Elbæks nye og helt igennem grønne parti, Alternativet, har det store held med at hente likes fra brugerne, når de skriver om klimaet.

På trods af at de gør det lidt bedre end Enhedslisten og SF, er det stadig ikke det emne, som deres følgere liker mest.

De vil hellere høre om ældre, beskæftigelse og skat.

Facebook
Twitter