Flere krydser kræver politisk knofedt i udsatte boligområder

Hvis flere socialt udsatte og etniske minoriteter skal til stemmeurnerne, så kræver det en indsats fra politikerne, lyder det fra tre organisationer.

Jeg er rystet over så lidt, der bliver gjort under den her valgkamp for de udsatte borgere, siger Lisbeth Zornig Andersen. (© DR)

Politikerne gør slet ikke nok for at mobilisere de vælgere, som bliver hjemme i stedet for at sætte deres kryds.

Det mener blandt andre Lisbeth Zornig Andersen, der er stifter af Huset Zornig og formand for Stemmer på Kanten.

- Jeg er rystet over så lidt, der bliver gjort under den her valgkamp for de udsatte borgere, siger hun.

 

Lisbeth Zornig Andersen efterlyser, at der bliver opstillet flere mobile valgurner, og at politikerne i højere grad er synlige ved vælgermøder og ved at stemme dørklokker i de boligområder, hvor stemmeprocenten er lavere. Det bakkes op af Rådet for Socialt Udsatte og Rådet for Etniske Minoriteter.

- Problemet er, at vi har grupper, der på den ene side i dén grad er genstand for den politiske diskussion, og på den anden side ikke bruger deres indflydelse til at vælge kandidater, der skal repræsentere dem, siger Yasar Cakmak, formand for Rådet for Etniske Minoriteter.

Indsatser der virker

Selvom valgdeltagelsen ved sidste folketingsvalg var historisk høj med en stemmeprocent på 87,7, så var der områder, hvor hver fjerde vælger ikke afgav sin stemme. Det viser en gennemgang af valgdeltagelsen ved folketingsvalget i 2011, som DR har lavet.

Det er især i socialt udsatte boligområder, hvor vælgerne i højere grad bliver hjemme. Derfor er der brug for en større indsats i disse områder, mener de tre organisationer.

- Vi ved, at det virker, når man laver mobile valgurner, når man afholder debatmøder på de steder, hvor de udsatte befinder sig. Så kommer de faktisk til stemmeurnerne. Men mig bekendt så sker der ikke meget af den slags, siger Lisbeth Zornig Andersen.

Tonen skræmmer vælgere væk

De tre organisationer langer også ud efter tonen i den politiske debat, som de mener, har en negativ indvirkning på valgdeltagelsen.

- Tonen i debatten betyder utrolig meget for kontanthjælpsmodtagere og andre socialt udsatte, som slås med en mangfoldighed af problemer. Der er rigtig mange, der faktisk føler sig talt ned til og virkeligheden også talt ud af fællesskabet, siger formand for Rådet for Socialt Udsatte, Jann Sjursen. 

Det kan også være en af forklaringerne på, at nogle danskere med anden etnisk baggrund vælger at blive hjemme, når der er valg, siger Yasar Cakmak.

Han understreger, at det ikke bør være en undskyldning for at blive væk fra stemmeurnerne.

- Jeg tror, tonen kan være med til at skabe en oplevelse af, at det alligevel ikke nytter noget at stemme. Men tonen burde tværtimod være en endnu større motivation til at bruge sin stemme, siger han.

Overvejer du at lade være med at stemme? Så vil vi meget gerne høre fra dig. Du kan sende en video til DRdinstemme@dr.dk eller være med i debatten på DR Nyheders  Facebook-side.  Vi glæder os til at høre, hvorfor du måske lader være med at gå i stemmeboksen.

Facebook
Twitter