Frederiksen valgt til ny formand: S skal være et arbejdspladsparti

Uden modkandidater kan Mette Frederiksen nu kalde sig formand for Socialdemokraterne.

Mette Frederiksen talte for kort tid siden første gang til sine partifæller som formand for Socialdemokratiet.

Her lagde hun under store klapsalver ud med at takke den afgående formand, Helle Thorning-Schmidt, der kort forinden var trådt af selvsamme talerstol:

- Du har skullet finde dig i meget. Også urimeligheder. Du har stået det igennem - også øgenavnene. Dig kaldte de Gucci-Helle. Mig kaldte de Skrigeskinken. Dit øgenavn lyder lidt på en eller anden vis lidt bedre, sagde Mette Frederiksen til sin forgænger.

'Et arbejdspladsparti'

I talen fortalte Frederiksen i brede vendinger om, hvilket Socialdemokrati, hun i fremtiden vil arbejde for:

'Et mere retfærdigt Danmark', 'et solidarisk velfærdssamfund' og ikke mindst et parti, som Frederiksen betegnede som 'et arbejdspladsparti'.

- Uden stærke og dygtige virksomheder er der ingen arbejdspladser. Den bedste måde at bekæmpe arbejdsløshed på er ikke dagpenge. Den bedste måde at bekæmpe arbejdsløshed på er at blive ved med at føre en økonomisk politik, der skaber flere arbejdspladser, sagde Frederiksen.

Hilsen til Løkke og Thulesen Dahl

Der var i den nye S-formands tale også en bredside til både Venstre, men især også Dansk Folkeparti:

- Lars, jeg kan godt forstå, hvis du er lidt ærgerlig. Dansk Folkeparti vil med til festen, men de løber altid fra regningen.

- Derfor også en hilsen til dig Kristian Thulesen-Dahl. Tillykke med jeres flotte valg. Det valg forpligter, sagde hun og fortsatte:

- Kristian, tro ikke et øjeblik, at du kan bruge vores mandater til fortsat at køre på frihjul i dansk politik.

Dermed lagde Mette Frederiksen på ingen måde op til, at S og DF i fremtiden kunne udgøre et flertal uden om den V-regering, som statsminister Lars Løkke Rasmussen for kort tid siden præsenterede.

Hilsen til fagbevægelsen

Mette Frederiksen opridsede i talen samtidig de erfaringer, hun har gjort sig som både justits- og beskæftigelsesminister - men også som en stærk fagforeningsstemme:

- Et velorganiseret dansk arbejdsmarked med høj organisationsdækning er også i fremtiden forudsætningen for både tryghed og fleksibilitet. Vi vil en stærk fagbevægelse, sagde hun og fortsatte:

- Vi vil arbejde sammen med de tusindvis af dygtige tillidsmænd, vi har rundt om i landet, på virksomhederne og i vores offentlige sektor. Det er vores historie, og det er vores fremtid.

Alle socialdemokraters formand

Til slut i talen sørgede den nye formand for flere gange at takke medlemmerne for den tillid, de havde vist hende, ved at pege på hende som formandskandidat uden modkandidater.

Noget som tidligere har været et særsyn i det gamle arbejderparti.

- Vi er et fantastisk parti bundet sammen af en dyb fornemmelse af vores historie og vores drømme om fremtiden. Alle er ikke altid enige om alt. Men det er heller ikke det vigtigste, sagde Mette Frederiksen, inden hun sluttede sin tale med en række løfter til de fremmødte socialdemokrater:
 
- Jeg vil være alle socialdemokraters formand. Og et løfte om at være ærlig om dilemmaer, udfordringer og svære overvejelser. Og aldrig påstå, at noget let lader sig løse, hvis det ikke er rigtigt.

Se Mette Frederiksens tale til kongressen i toppen af artiklen. Tryk på play.

  • Print
  • Del artiklen: