Johanne reddet på målstregen af Thorning: Jeg er ikke færdig med at kæmpe

Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen kan ånde lettet op. Hun kan genopstille til Folketinget med dagens valgudskrivelse.

Med statsminister Helle Thorning-Schmidts (S) valgudskrivelse her til formiddag er Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen reddet på målstregen.

Hun var nemlig i fare for ikke at kunne genopstille på grund af partiets rotationsprincip - hvis valget først var blevet udskrevet efter Enhedslistens årsmøde første weekend i juni, ville valget glippe for Johanne Schmidt-Nielsen.

Nu kan hun ånde lettet op.

- Jeg er glad for at få lov at stille op, men Enhedslisten skulle nok have klaret sig uden mig. Men jeg er ikke færdig med at kæmpe derinde, siger hun til DR Nyheder.

- Løkke skal holdes væk

Enhedslisten lavede i august en ændring i rotationsprincippet og dermed skæringsdatoen for Johanne Schmidt-Nielsen fra 1. maj til 5-7. juni. Det blev altså hendes redning.

For Johanne Schmidt-Nielsen er opgaven i valgkampen at sikre, at Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, ikke kommer tilbage til magten.

- Så kommer der flere skattelettelser, og vi har brug for at investere i vores velfærd, siger Johanne Schmidt-Nielsen.

Mange stemmer i 2011

Hun understreger dog også, at statsminister Helle Thorning-Schmidt slet ikke har gjort det godt nok i sine fire år ved magten.

- Der er mange situationer, hvor jeg ikke har syntes, der har været den store forskel på Thorning og Løkke. Det var en dårlig ide at sælge Dong-aktierne, dagpengeproblemet er ikke løst, og der er ikke gjort nok for vores velfærd, siger Johanne Schmidt-Nielsen.

Ved Folketingsvalget i 2011 fik Johanne Schmidt-Nielsen 47.002 personlige stemmer. Dermed var hun den kandidat, der som næstflest danskere stemte personligt på (Venstre-formand Lars Løkke Rasmussen trak 56.285 og dermed flest personlige stemmer).

  • Print
  • Del artiklen: