K-ordfører om Papes svære valg: Jeg sover trygt

- Vi tror på en lille fremgang ved valget, siger De Konservatives politiske ordfører, Mai Mercado.

Alt tyder på, at det bliver en gyser for De Konservative at få klemt partiformand Søren Pape Poulsen ind i Folketinget ved det forestående valg.

Men det er ikke noget, der får partiet til at sove utrygt om natten, slår politisk ordfører Mai Mercado fast.

- Vi tager de målinger med et gran salt. Jeg tror, man skal være varsom med at tolke for meget på dem. De har traget grueligt fejl før. Vi sover fint om natten, og vi tror på fremgang, siger hun.

- Vi tror på lille fremgang

Den seneste Epnion-måling lavet for DR Nyheder viste, at De Konservative får 3,9 procent af stemmerne.

Med et endeligt valgresultat deromkring vurderer valgforsker Søren Risbjerg Thomsen, at det bliver mere end almindeligt svært for den tidligere Viborg-borgmester at få fast sæde i folketingssalen.

- Det er det sidste, jeg har tænkt på, da jeg stod op i morges. Måske får vi ikke stor fremgang ved valget, men vi tror på en lille fremgang, siger Mai Mercado.

Ved det seneste folketingsvalg i 2011 fik De Konservative 4,9 procent af stemmerne.

Valget udskrives til formiddag

Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) holder her til formiddag pressemøde i Spejlsalen i Statsministeriet og udskriver folketingsvalg, erfarer DR Nyheder.

Valgdatoen er endnu ikke bekræftet, men meget tyder på, at det bliver enten 16. eller 17. juni.

Dermed bliver der sat en stopper for måneders spekulationer om valgudskrivelsen - og valgkampen kan officielt gå i gang.

  • Print
  • Del artiklen: