Konservative vil tage radioen og tv'et fra udenlandske indsatte

Udenlandske indsatte i fængslerne skal ikke have adgang til nogen form for underholdning, hvis det står til K-formand Søren Pape Poulsen.

- Hvis vi kan gøre udenlandske indsattes fængselsophold mindre behageligt end i dag, så er det et plus, siger Søren Pape. (Foto: Bjarne Bergius Hermansen © Type 1)

Problemet med udenlandske indsatte er efterhånden blevet så stort, at det er nødvendigt at forringe deres forhold i de danske fængsler.

Sådan lyder det nu fra de Konservative.

Partiet foreslår, at indsatte uden dansk pas skal afsone på en særlig afdeling uden adgang til TV og anden underholdning.

- Vi skal ikke bruge danske skattekroner på at resocialisere, ligesom vi ikke skal give løn for, at de arbejder i fængslet. De skal ud af landet så hurtigt som muligt, og hvis vi samtidig kan få dem til at tænke sig om en ekstra gang ved at gøre deres fængselsophold mindre behageligt end i dag, så er det kun et plus, siger Søren Pape Poulsen.

Ét indbrud mindre er nok

Ifølge Kriminalforsorgen har 15 procent af de indsatte i de danske fængsler hverken dansk pas eller adresse.

I 2004 udgjorde samme gruppe fem procent af de indsatte, og Søren Pape Poulsen håber, at forslaget kan have en stor effekt.

- Hvis vi kan forhindre bare et indbrud ved at gå mere konsekvent til de udenlandske tyve, så er det en succes, selvom jeg selvfølgelig er overbevist om, at effekten bliver betydeligt større, siger han.

I aften kl. 22.10 er partiformand Søren Pape fra Det Konservative Folkeparti er gæst hos Kåre Quist på DR1 i Mød Partierne. Du kan stille dit spørgsmål til Søren Pape på #DRdinstemme og følge debatten på dr.dk/valg undervejs.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk