Kristendemokraterne svarer igen: Stemmen er ikke spildt på os

Formanden opfordrer folk til at stemme på det, de tror på. Ellers fortryder de senere.

Kristendemokraternes formand, Stig Grenov, tror og håber stadig på, at partiet kommer ind i Folketinget ved valget den 18. juni. Og hvis de ikke gør det, så har det alligevel ikke været spild af stemmer at sætte krydset ved dem, understreger han. (Foto: Bjarne Bergius © Scanpix)

- En stemme på Kristendemokraterne er ikke en spildt stemme.

Sådan lyder det fra Kristendemokraternes formand, Stig Grenov.

Den melding kommer efter, at den tidligere formand for Kristendemokraterne og nuværende medlem af de Konservative, Per Ørum Jørgensen, har advaret vælgerne mod at stemme på Kristendemokraterne ved folketingsvalget den 18. juni.

Det vil være spild af stemmer, fordi partiet ikke kommer over spærregrænsen, lyder det fra Per Ørum Jørgensen (K).

Ikke spild af stemmer

Men den nuværende formand for partiet, Stig Grenov, er uenig.

- Jeg tror, vi kommer ind, siger han til DR Nyheder.

Han håber, at partiet rejser sig fra de 0,8 procent af stemmerne, de ligger til nu i Epinions målinger for DR, til de magiske to procent, der skal til for at komme over spærregrænsen og få sæder i Folketinget.

Hvis partiet ikke bliver valgt ind i Folketinget, er det stadig ikke stemmespild at sætte krydset ved Kristendemokraterne.

- Det er aldrig stemmespild at stemme på det, man tror på, siger Stig Grenov.

Det er værre at stemme taktisk ved at sætte krydset ved et af de andre blå partier, som Per Ørum opfordrer til, lyder det fra Stig Grenov. 

Han vil have det rigtig dårligt, hvis Kristendemokraterne er skyld i, at blå blok ikke får flertal efter et valg, fordi Kristendemokraterne tager nogle af blå bloks stemmer, men ikke kommer ind.

- Men jeg ville have det dårligere med, at folk ikke stemmer på det, de vil, tilføjer han.

Samtidig er en stemme på Kristendemokraterne ifølge Stig Grenov også med til at styrke partiet økonomisk, så de i fremtiden har råd til at stille op og føre kampagner.

Politik - ikke religiom

Den tidligere formand for Kristendemokraterne, Per Ørum Jørgensen, kritiserer også sit gamle partis politik.

Partiet er blevet en mere fundamentalistisk og religiøs bevægelse, der fordømmer homoseksuelle, er imod fri abort og kun vil redde kristne flygtninge, lyder kritikken.

Men det billede kan den nuværende formand, Stig Grenov, slet ikke genkende.

- Per Ørum Jørgensen kan ikke komme med et eneste punkt, hvor han kan bevise, at vi argumenterer religiøst. Han kan prøve at se vores partiprogram. Alt er funderet på politiske argumenter. Ikke på religiøse argumenter, siger Stig Grenov.

Han siger, at selv modstanden mod fri abort er politisk funderet. 

- Det eneste, der er religiøst baseret, er næstekærligheden, og det står vi ved, lyder det.

Afviser Per Ørums kritik

Grenov understreger, at Kristendemokraterne ikke kun vil lade kristne flygtninge komme til Danmark, som Per Ørum ellers påstår.

- Vi vil tage de samme flygtninge som i dag, og så vil vi tage 10.000 ekstra kristne flygtninge, siger han.

At Kristendemokraterne skulle fordømme homoseksuelle har heller ikke noget på sig, lyder det fra Stig Grenov.

- Under et interview får jeg et spørgsmål om, hvorvidt homoseksualitet er unaturligt. Det svarer jeg på. Jeg siger ja, fordi det er unaturligt rent biologisk, hvor det er en mand og en kvinde, der kan få børn sammen. Men vi har også sagt, at alle mennesker har værdi i sig selv, siger han.

Han fortæller samtidig, at partiet mener, det er kirken og ikke staten, som skal afgøre, om homoseksuelle må blive gift i kirken.

Det er samtidig partiets politik at enlige og homoseksuelle ikke må adoptere, fordi et barn har bedst af at vokse op med en mor og en far. Derfor skal enlige heller ikke kunne få kunstig befrugtning. Det skal kun være muligt for heteroseksuelle personer i faste forhold - også selvom folk kan blive skilt efterfølgende.

- Der kan ske ulykker. Det er også derfor, vi går ind for gratis parterapi til alle, der har behov for det, siger han.