Læger søges: Yderområderne er hårdt ramt af lægemangel

Der mangler praktiserende læger i yderområderne. Konsekvensen er et a- og b-hold, når det kommer til sundhed, advarer en professor.

I Tårs i Nordjylland er det svært at lokke praktiserende læger til. Yderområderne kæmper med mangel på praktiserende læger. (Foto: DR)

Der er mangel på praktiserende læger, der har mod på at føre tomme lægepraksisser videre i øjeblikket.

De nyeste tal, som DR Nyheder har indsamlet fra de danske regioner, viser, at der er 116 ledige stillinger som praktiserende læge. 

Især i yderområder i Nordjylland, Vestjylland og på Lolland mangler man desperat yngre læger, der vil tage over, når de ældre læger går på pension.

- Vi er udfordret på fordelingen af læger i øjeblikket. Det er svært at få nye praktiserende læger ud i de mindre bysamfund og dermed sikre en lægedækning i hele regionen, siger Ulla Astman (S), der er formand for regionernes sundhedsudvalg.

Læger med mange patienter

Resultatet er, at de tilbageværende læger i yderområderne tager rigtig mange patienter. I gennemsnit har hver læge 1.600 patienter i alt, men lokalt er der eksempler på, at en enkelt læge tager helt op til 4.400 patienter.

Det giver travlhed for lægerne og lang ventetid for patienterne, når de skal have en tid hos lægen.

I visse yderområder er det derfor ikke unormalt, at der kan gå to eller tre uger, før patienterne kan få en tid, hvis de ikke har et akut problem.

A og B hold

Peter Vedsted, der er professor ved Institut for Folkesundhed på Aarhus Universitet, vurderer, at lægemanglen i yderområderne betyder, at uligheden stiger på sundhedsområdet i øjeblikket.

- Hvis det er en velfærdsstat, som har en værdi om, at det er et gode, at alle skal have lige og fri adgang til en lægefaglig hjælp, så må vi sige, at de seneste år har vist, at vi som velfærdsstat ikke har været i stand til at give folk det.

Peter Vedsted ser udviklingen som et bevis på, at der gennem flere år er blevet uddannet for få praktiserende læger.

Det betyder, at de nuværende praktiserende læger er ganske privilegerede, når det kommer til at vælge, hvilket område de gerne vil arbejde i.

- I de senere år har vi oplevet, at antallet af praktiserende læger er faldet og slet ikke svarer til den efterspørgsel, der er. Så er det klart, at man så tager det sted hen, man helst vil være, siger Peter Vedsted.

Læger vil hellere arbejde på sygehus

I perioden 2001-2013 steg antallet af fuldtidsbeskæftigede læger på de offentlige sygehuse fra 5.237 til 7.630. Det svarer til en vækst på 46 procent.

I samme periode steg antallet af fuldtidsbeskæftigede praktiserende læger med bare én procent fra 3.568 til 3.590. 

Ser man på det samlede antal læger inklusiv uddannelseslægerne, var der i 2013 knap fire læger på sygehusene for hver praktiserende læge. Dette til trods for, at cirka 90 procent af alle kontakter til sundhedsvæsenet afsluttes hos de praktiserende læger.

Fortæl os hvad der sker

Har du selv mærket konsekvensen af, at der mangler læger i yderområderne?

Hvad mener du, man kan gøre for at komme problemet til livs? Send os en video med dit bud - enten på mail til drdinstemme@dr.dk - eller du kan lægge den på DR Nyheders facebookside.

Du kan også lægge din video op på Twitter eller Instagram ved at bruge hashtagget #DRdinstemme.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter