Løkke slår fast: Kampen mod IS skal fortsætte

Venstre slår fast, at man vil forlænge den danske militære indsats mod Islamisk Stat (IS).

Lars Løkke Præsenterer regeringsgrundlaget for sin nye regering. (Foto: Keld Navntoft © Scanpix)

Venstre slår i regeringsgrundlag fast, at man vil forlænge den danske militære indsats mod Islamisk Stat (IS), så den fortsætter efter oktober.

- Danmark skal fortsat deltage i den internationale koalition mod ISIL (IS, red.) og bidrage militært til bekæmpelsen af terrororganisationen i Irak.

Forlængelse af mandat

- Regeringen vil derfor fremlægge forslag til en forlængelse af mandatet for det danske bidrag, inden dette udløber til oktober, står der i regeringsgrundlaget.

Danmark bidrager med syv F-16-fly og 280 mand, som træner irakiske soldater, til bekæmpelse af IS på irakisk territorium.

At Venstre ønsker en forlængelse af det danske mandat, er velkendt, men nu er det altså slået fast i regeringsgrundlaget, som statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) præsenterede søndag.

Først vurdering af indsats

Den nu tidligere udenrigsminister Martin Lidegaard (R) udtalte i sidste måned, at han først ville se på en forlængelse, når koalitionen har vurderet indsatsen.

Den afgåede statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) sagde ligeledes i sidste måned, at hun ikke ville afvise en forlængelse af den danske indsats.

Siden oktober sidste år har danske F-16-fly været på vingerne mere end 300 gange i kampen mod IS.

/ritzau/