Løkke vil se nærmere på Thornings togfond

Samtidig skal muligheden for en ny midtjysk motorvej og en havnetunnel i København undersøges.

Den afgående og den nye statsminister, Helle Thorning-Schmidt (S) og Lars Løkke Rasmussen (V), på valgnatten. (Foto: Keld Navntoft © Scanpix)

Den nye Venstre-regering vil kaste et kritisk blik på Togfonden DK, som blev vedtaget af den tidligere S-SF-R-regering sammen med Dansk Folkeparti.

Den går kort fortalt ud på, at der via større skatteindtægter fra Nordsøen skal afsættes 28,5 milliarder kroner til mere kollektiv trafik.

I statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og regeringens nye regeringsgrundlag står der følgende om togfonden:

- Regeringen vil foretage et serviceeftersyn af Togfonden DK og om nødvendigt tilpasse udrulningen af Togfonden.

Midtjysk motorvej og københavnsk havnetunnel

Mere konkret er man ikke om togfonden, men hvis det viser sig, at den nye regering ligefrem ønsker at ændre i aftalen om togfonden, kan det blive svært.

Den største del af regeringens parlamentariske grundlag, Dansk Folkeparti, er som nævnt med i aftalen om togfonden, og det kan besværliggøre eventuelle ændringer, som V-regeringen måtte ønske at foretage.

Foruden 'serviceeftersynet' af togfonden vil den nye regering se nærmere på mulighederne for at etablere en ny motorvej i Midtjylland.

- Regeringen vil igangsætte en undersøgelse af en ny midtjysk motorvej på strækningen Give-Billund-Lunderskov samt løbende søge at forbedre fremkommeligheden på den østjyske motorvej E45, står der i regeringsgrundlaget.

Derudover vil regeringen også 'igangsætte en undersøgelse af en østlig ringvej i København' - den såkaldte havnetunnel.