Intet er endnu afgjort forud for det kommende folketingsvalg.
Det rykker dagens meningsmåling foretaget af Epinion for DR Nyheder ikke ved. Målingen viser - som de seneste dage - fortsat dødt løb mellem rød og blå blok.
Blå blok står i dagens meningsmåling til samlet 50,9 procent, mens rød blok står til 49,1 procent. Det er præcis de samme tal som i gårsdagens måling, og det skal understreges, at tallene ligger inden for den maksimale statistiske usikkerhed på plus/minus 2,2 procentpoint.
Mandatfordelingen for de enkelte partier er ligeledes på niveau med de seneste dages målinger.
S i top
Socialdemokraterne står fortsat til at genvinde positionen som Danmarks største parti og får i onsdagens måling 45 mandater med ind i Folketinget. Venstre er næststørst med 36 mandater, og Dansk Folkeparti står til 32.
I den anden ende af skalaen ligger de Konservative, som står til seks mandater, mens Alternativet og de Radikale står til henholdsvis syv og otte mandater. Tallene for de tre partier ligger dog også inden for den statistiske usikkerhed.
De Radikale står ikke desto mindre fortsat til at blive mere end halveret i forhold til folketingsvalget i 2011, men det er værd at bemærke, at partiet i målinger fra en række andre institutter står til at få et lidt bedre valg end i Epinions målinger.
Epinion-målingen viser følgende fordeling af stemmer til Folketingets partier (i parentes resultaterne fra gårsdagens måling):
- •
Socialdemokraterne 25,7 procent (26,1)
- •
De Radikale 4,2 (4,5)
- •
De Konservative 3,4 (3,6)
- •
SF 6,3 (5,8)
- •
Liberal Alliance 8,2 (8,0)
- •
Kristendemokraterne 0,6 (0,8)
- •
Dansk Folkeparti 18,3 (17,9)
- •
Venstre 20,6 (21,0)
- •
Enhedslisten 8,7 (9,1)
- •
Alternativet 3,8 (3,1)
Du kan læse meget mere om meningsmålinger på DR Nyheders meningsmålingssite.