Manu Sareen opgiver på Facebook: Ked af det ikke lykkedes

Socialministeren har på sin Facebook-profil erkendt, at valget har kostet ham folketingspladsen.

Socialminister Manu Sareen (R) skriver på Facebook, at han ikke kommer ind i folketinget. (Foto: Thorkil Adsersen © Scanpix)

Selvom det endnu ikke er officielt, har socialminister Manu Sareen (R) kastet håndklædet i ringen i forhold til endnu en omgang i folketingssalen.

På sin Facebook-profil skriver han således:

"Endelig frihed! Sådan har jeg til tider tænkt, at jeg ville føle, når jeg stoppede som politiker… Men sådan har jeg det egentlig ikke lige nu," skriver han og fortsætter.

"Jeg er selvsagt ked af, at det ikke lykkedes denne gang. Men jeg er taknemmelig for mine 13 år i dansk politik og den store opbakning, I har givet mig undervejs."

Endnu et markant ansigt forsvinder

Med Manu Sareen ude af folketinget har De Radikale mistet endnu et kendt ansigt ovenpå torsdagens valgresultat.

Her mistede partiet hele ni mandater, og det var derfor ventet, at flere profiler måtte forlade folketinget.

Indtil videre har afgående klimaminister Rasmus Helveg Petersen også mistet sin plads på tinget, ligesom partiets uddannelses- og forskningsordfører Liv Holm Andersen også må vinke farvel til folketingssalen.

Vil ikke åbne en kiosk

Manu Sareen skriver på Facebook, at han nu er kommet til et nyt kapitel i sit liv og er tryg ved at overlade stafetten til partikammeraten Ida Auken.

Hvad det nye kapitel vil indeholde, ved han ikke. Dog forklarer han, at han aldrig har tænkt i begrænsninger, men kun i muligheder.

"Dem glæder jeg mig vildt meget til. Og nej jeg skal ikke åbne en kiosk," slutter den snart forhenværende minister og folketingsmedlem sin statusopdatering af.

Facebook
Twitter