Mattias Tesfaye udkonkurrerer toppolitikere på Facebook

’Politikere skal jo ikke bare stille sig op på den største ølkasse og råbe og skrige og juble over, at der var 1000, som hørte det’.

Mattias Tesfaye stiller op for Socialdemokraterne i Københavns Omegns Storkreds. Han er håndværker og arbejder for Vestegnen. (Foto: Niels Ahlmann Olesen © Scanpix)

Det går godt for Mattias Tesfaye på Facebook.

Faktisk så godt, at han uden overhovedet at være medlem af folketinget får fjerdeflest likes per statusopdatering blandt alle folketingskandidater.

Men det er journalistdefinitionen ifølge hovedpersonen selv. For der er ikke nødvendigvis noget godt i, at mange har læst det, man skriver, mener Mattias Tesfaye, der stiller op i Københavns Omegns Storkreds for Socialdemokraterne.

Han bruger sin Facebook-profil som et forsamlingshus, hvor folk, primært fra lokalområdet, kan komme og diskutere.

- Jeg måler succes efter, om tingene kan bruges til noget. Kan jeg bruge mit forsamlingshus til at påvirke det samfund, jeg er en del af. Det er det, en politiker skal kunne. De skal jo ikke bare stille sig op på den største ølkasse og råbe og skrige og juble over, at der var 1000, som hørte det, siger han. 

Succesen er kommet uden politisk kommunikation

Med sin meget folkenære håndværker-profil er Mattias Tesfaye ellers blevet en af de danske politikere, der kan råbe flest mennesker op på Facebook.

Kun Helle Thorning-Schmidt (S), Pia Kjærsgaard (DF) og Inger Støjberg (V) får flere likes per statusopdatering. 

Men Mattias Tesfaye har skabt sin 'kvantitative' succes på en anderledes måde end mange af de andre politikere. For det afgørende for ham er, at hans Facebook-side ikke er et sted, der bruges til politisk kommunikation.

- Det er ikke en løbeseddel, men et forsamlingshus. Derfor er det ikke et kommunikationsværktøj for mig, men et politisk værktøj, der skal gøre politik mere relevant og vedkommende for folk, hvor jeg er opstillet, siger han.  

Han nævner, at han ofte deler ting fra andre mennesker på sin profil, så debatten kan køre om samfundsrelevante problemstillinger, uden han er i fokus.

Mattias Tesfaye nævner denne opdatering om Ishøj Boldklub som en af de vigtigere, han har lavet, fordi den bragte folk i Ishøj sammen om at støtte den lokale fodboldklub.

Facebook er det bedste for folkestyret

Facebook er ifølge Mattias Tesfaye det bedste, der er sket for folkestyret i lang tid, fordi det har gjort det kortere fra borger til borger og fra borger til politiker.

Og det er diskussionen mellem almindelige mennesker, som han ønsker at gøre plads til, fordi den så småt er døet ud, i takt med at partipressen og partiernes medlemstal er gået nedad.

- Den almindelige, ærlige debat mellem folk, der ikke er toppolitikere, synes jeg godt nok, er fraværende. Det er det, Facebook kan, når det er bedst, og det, synes jeg, fandme er fedt, når det lykkes, siger han.

Deler kun ting, når det er væsentligt

Hver dag bruger han i gennemsnit en halv time på at lægge noget op på Facebook og en halv time på at deltage i debatten med de besøgende i kommentarfelterne.

Men nogle dage lægger han ikke noget op, simpelthen fordi han ikke har oplevet noget, som, han mener, er væsentligt.

- Så gider jeg ikke skrive Lars Løkke er en idiot, stem på Mattias Tesfaye. Det er folk trætte af, det er jeg selv træt af, siger han.

Ikke valgkamp 24/7

Mattias Tesfaye erkender, at hans mange følgere nok er et plus i valgkampen, selvom han ikke ønsker at bruge Facebook som et kommunikationsværktøj.

Hans kampagnefolk forsøger også ofte at rykke i ham for at få ham til at lægge billeder ud, hvor han deler roser ud og viser sin valgkamp frem.

- Men en af årsagerne til, at mange fra blå blok og folk, der ikke stemmer socialdemokraterne, også følger mig, er netop, at der ikke er valgkamp ud over det hele 24/7-365, siger han.

Succes er, når det rykker noget i samfundet

Når man skal vurdere sin succes på Facebook, mener Mattias Tesfaye, at man skal spørge sig selv, om formålet er, at 1.000 mennesker liker, hvis det alligevel ikke betyder noget.

- Det er en succes, når folk tænker; det er fandme noget, jeg kan bruge til noget, det flytter noget i mit liv, siger han.

Han nævner eksempelvis, da han efterlyste, at ordblinde børn ikke får den hjælp de skal bruge, og at han så efterfølgende fik 200-300 mails fra forældre, der fortalte om deres børns oplevelse med den danske folkeskole.

- Nogle politikere skulle overveje, om de er med til at opkvalificere den politiske debat og flytte noget i samfundet, eller om de bare er med til at strø patos ud over det hele, siger han.

Tømreren Dennis er for Mattias Tesfaye billedet på de personer, der svinger mellem Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne. Ikke fordi han skifter holdninger, men fordi han svinger imellem, hvem, han mener, repræsenterer ham bedst. Derfor er Dennis' skifte til at ville stemme Socialdemokraterne Mattias Tesfayes håb om at inspirere andre på Facebook.   

Facebook
Twitter