Molotov-cocktail lokker Løkke til Vollsmose

Venstres formand Lars Løkke Rasmussen tager til Vollsmose på samme tidspunkt som S og R fremlægger deres trygheds-udspil i København.

Lars Løkke Rasmussen (V) har lavet en pludselig ændring i sit valgprogram for at kunne besøge Odense-bydelen Vollsmose - dagen efter der blev kastet med sten og molotov-cocktails mod en politibil. (Foto: Keld Navntoft © Scanpix)

Tirsdag blev der kastet sten og molotov-cocktails mod en politibil i Odense-bydelen Vollsmose.

Den episode har nu fået Venstre formand Lars Løkke Rasmussen til at sadle om i sit valgkampsprogram og rejse direkte mod Fyn.

- Fra Venstre lyder den officielle forklaring, at Venstres formand vil derover for at se, hvilke problemer der er - blandt andet i forhold til det ghetto-udspil fra partiet, som DR omtalte søndag, fortæller DR's politiske journalist Michael Elsborg, der følger Løkke tæt under hele valgkampen.

Det er ifølge Michael Elsborg første gang, at Venstre-formanden ændrer i sit officielle program under valgkampen.

Kommenteret på Facebook

Lars Løkke Rasmussen kommenterede selv episoden på sin Facebook sent tirsdag aften.

Her forklarede han, at han havde mødt mange gode mennesker i Vollsmose, men at der er behov for at tage integrationsproblemerne uhyre alvorligt.

"Det går simpelthen ikke, at vi har bydele, hvor politiet ikke kan færdes frit. Det var bl.a. derfor vi gennemførte en ghetto-strategi, da vi sidst var i regering. Desværre er den blevet udvandet af Socialdemokratiet og Det radikale Venstre. Danmark har brug for en ny regering, der får styr på tingene," fortsatte Lars Løkke Rasmussen i sit indlæg.

Ifølge planen ankommer Venstres formand til Vollsmose klokken 14.15 - blot 15 minutter efter, at Socialdemokraterne og Radikales pressemøde om en tryghedspakke går igang.

Og det er ikke tilfældigt, vurderer DR Nyheders politiske analytiker, Jens Ringberg:

- Løkke er interesseret i at vise at han tager diskussionen om tryghed og kriminalitet alvorligt. Derfor sætter han kursen mod Vollsmose. Dermed viser han også at han er lige så optaget af det som justitsminister Mette Frederiksen - ja, han er oven i købet ude i et belastet område, mens hun står og holder pressemøde.

Inden Lars Løkke Rasmussen ændrede sit program, var det meningen, at han skulle have været i Helsingør for at dele valgmateriale ud.

- Det er set før at politikere ændrer deres planer, når der sker noget aktuelt i løbet af en valgkamp. I 2005 var der massefyring på slagteriet i Hjørring midt under valgkampen, og det fik adskillige politikere til at rejse til Hjørring, siger Jens Ringberg.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter