Ny formand – gammelt parti – stort ansvar

Et skidt valg for Konservative kan koste partiformanden sin plads i Folketinget.

Søren Pape Poulsen mangler at få et gennembrud som formand. Det er afgørende for De Konservative, at det sker. (Foto: Bjarne Bergius Hermansen © Type 1)

Det er et enormt ansvar, der hviler på Søren Pape Poulsens skuldre i denne valgkamp. Han blev hentet ind fra borgmesterkontoret i Viborg for at gøre det, som Lars Barfoed ikke kunne – få vendt mange års konservativ tilbagegang og stagnation til til fremgang.

Foreløbig er det ikke sket. Og i realiteten balancerer det tidligere statsministerparti på kanten af en katastrofe.

Best og worst case

Lad os bare ridse worst case-scenariet op: Et sølle valgresultat, måske 3-4 procent.  Så sølle at det ikke kan forsvares at træde ind i en ny borgerlig regering. Og i øvrigt uden at partiformanden kommer i Folketinget – hvorved han er færdig som partiformand.

For balancens skyld også best case-varianten: De konservative belønnes i valgkampen for deres benhårde satsning på forårets STOP-kampagne, den med nazi-islamismen. For at fokusere på nogle enkelte politiske områder. Og for at satse på Søren Pape Poulsen.

Omkring 7 procent af vælgerne stemmer på liste C, der med styrke kan indtræde i en ny borgerlig regering.

Det afhænger af Pape

Alt er muligt i politik. Men dette positive scenarie er til gengæld fuldstændigt afhængigt af at Søren Pape Poulsen i løbet af en måske brutal og intensiv valgkamp får det, han ikke har fået indtil nu – nemlig et gennembrud.

Den konservative leder skal med andre ord brage igennem den politiske lydmur med en styrke, han indtil nu ikke har vist. Valgaftenen kan blive en nervepirrende oplevelse for Det konservative Folkeparti.

Facebook
Twitter