Nyvalgt DF'er om tredobbelt mandat: Ingen kan holde til det

24 ud af 37 nyvalgte folketingskandidater fra Dansk Folkeparti sidder samtidig i byråd - og nogle af dem også i regionsråd.

Kenneth Kristensen Berth mener godt, han kan overskue både at sidde i Folketinget og kommunalbestyrelsen i Vallensbæk. (Foto: DR © DR)

Mange af de nyvalgte folketingsmedlemmer fra Dansk Folkeparti får særligt travlt fremover.

Hele 24 ud af 37 indvalgte sidder nemlig på to eller sågar tre mandater og skal dermed samtidig varetage en plads i deres lokale byråd - og nogle også i regionsråd.

Mens partierne i rød blok fraråder eller forbyder dobbeltmandater, og det meste af blå blok ingen regler har på området, så er det helt i orden at have dobbeltmandat i Dansk Folkeparti.

De politikere, der sidder på alle tre mandater, får dog besked på at droppe den ene plads.

Ingen kan holde til det

Kenneth Kristensen Berth er nyvalgt folketingsmedlem. Han sidder også i kommunalbestyrelsen i Vallensbæk og er regionsrådsmedlem i Region Hovedstaden. Han erkender, at det ikke er holdbart at have alle tre mandater.

- Den situation holder ikke i længden. Jeg ville sikkert godt kunne varetage alle tre opgaver, men det kræver, at man arbejder 24 timer i døgnet. Det er der ingen, der kan holde til. Så der er helt klart et af de erhverv, jeg skal sige farvel til, og det bliver regionen, siger Kenneth Kristensen Berth.

Han mener, at det for ham personligt ikke er et problem at sidde både i Folketinget og kommunalbestyrelsen, da Vallensbæk er en lille kommune med 15.000 indbyggere.

Fordel med kommunale briller

Han mener samtidig, at det er en stor fordel at have personer i Folketinget, som kender til arbejdet i en kommunalbestyrelse.

- Det er en fordel, at der bliver kortere afstand mellem kommuner og Folketinget. Det er en fordel, der sidder nogen, der har de kommunale briller på. Der er meget lovgivning, der vedtages på Christiansborg, uden det har været vendt i kommunerne. Det kan være svært at forstå virkeligheden ude i kommunerne, hvis man ikke har erfaring derfra, siger Kenneth Kristensen Berth.

Han lader partiets gruppeformand trække grænsen for, hvor mange der kan tillade sig at have dobbeltmandater.

- Jeg synes, det er vanskeligt at sætte en grænse. Den skal til enhver tid sættes af gruppeformanden. Han må skære igennem, hvis man ikke passer sit arbejde, siger Kenneth Kristensen Berth.