Østergaard og Løkke i infight om flygtningepolitik

De to partiledere skyder med skarpt mod hinanden, efter at Lars Løkke Rasmussen i går langede ud efter den radikale leder i TV-debatten på DR1.

Den radikale leder skyder tilbage efter angreb fra Løkke i debat i går. (Foto: Mathias Bojesen © Scanpix)

Den radikale leder, Morten Østergaard, går nu i rette med Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, der i går i duellen med Helle Thorning-Schmidt (S) på DR1, fik sendt en bandbulle afsted med adresse til Østergaard.

- Du har lempet de vilkår, hvorunder folk er asylansøgere i Danmark [...] Du har ansvaret, og din vicestatsminister, han er jo stolt af det, sagde Lars Løkke Rasmussen, da debatten faldt på regeringens indvandrerpolitik.

Den har, mente Løkke, gjort det for attraktivt og let for indvandrere at komme til Danmark.

Stammedans på graven

Mens Morten Østergaard ikke var en del af duellen i går, tog han i stedet til genmæle på Facebook, hvor han skrev, at:

- Ja gu' fanden er jeg da stolt af det, Lars! [...]  Ku jeg ønske en ting for anden halvdel af valgkampen, så er det, at den skal ikke skal føres som en rituel stammedans på graven for de alt for mange flygtninge, der i disse dage omkommer på vej til Europa,' skrev han.

I dag uddyber han sit udfald overfor DR Nyheder.

Flygter fra kugleregn

- Vi er nødt til at forholde os til, at folk flygter fra kugleregn. De tænker på livet og ikke kontanthjælp. Det kan ikke nytte noget, at valgkampen handler om at tale grimmest om flygtninge. Det handler ikke om at tilbyde ringeste vilkår. Det handler om at komme hurtigt i arbejde, siger han.

Lars Løkke Rasmussen nævnte i aftes, at indvandrere bør placeres på samme ydelse som studerende. Det skal gøre Danmark mindre attraktivt.

Facebook
Twitter