Peter Skaarup: Bedste bud er en ren Venstre-regering

Dansk Folkepartis gruppeformand siger, at Lars Løkke Rasmussen og Venstre formentlig selv kommer til at udgøre regeringen.

Disse tre herrer vil ikke nødvendigvis være at finde i en regering i den nærmeste fremtid, siger manden i midten, gruppeformand Peter Skaarup (DF). (Foto: Liselotte Sabroe © Scanpix)

Ifølge Dansk Folkepartis gruppeformand, Peter Skaarup, var Lars Løkke Rasmussen (V) ude på en umulig mission, da han som kongelig undersøger skulle prøve at samle enderne til en flertalsregering bestående af alle fire blå partier.

Derfor undrer det heller ikke Peter Skaarup, at Løkke Rasmussen søndag måtte erkende, at det ikke lod sig gøre.

- Nogle partier er nok for uens til, at det ville have kunnet lade sig gøre. Det kunne man nok have sagt sig selv allerede i går, at det var svært at forestille sig. Men det betyder ikke, at vi ikke kan samarbejde, siger Peter Skaarup.

Overblik over indrømmelser

Ifølge ham må lørdagens møder med alle partierne og de nordatlantiske mandater om ikke andet have givet Lars Løkke Rasmussen et overblik over, hvordan situationen ser ud, og hvilke indrømmelser der eventuelt skal gives.

Nu gælder det så arbejdet med at danne en mindretalsregering, og Peter Skaarup har et bud på, hvordan den skal se ud.

- Uanset det her tror vi stadig på, at det mest realistiske er en ren Venstre-regering med mulighed for at forhandle med de forskellige partier, hvad der skal gennemføres af politik, siger han og fortsætter:

- Det vil for vores eget vedkommende også betyde, at vi står mere frit i forhold til at kunne samarbejde til forskellige sider og forsøge at komme igennem med de ting, vi gik til valg på.

Størst i blå blok

Dansk Folkeparti gik kraftigt frem ved valget og blev med 37 mandater Folketingets næststørste parti - større end Venstre, der fik 34 personer valgt ind.

Alligevel holder partiet fast ved Lars Løkke Rasmussen som sin statsministerkandidat.

Mandag formiddag ventes Venstres formand at gå til dronning Margrethe for at orientere om, at hans oprindelige opdrag ikke lykkedes. Derefter ventes han at få mandat til at danne en anden regering.

/ritzau/