Placeret bag tremmer: 12-årige børn sidder allerede i lukkede institutioner

Børn helt ned til 12 år spærres inde i landets sikrede institutioner. Det minder unægtelig om fængsler for børn, siger eksperter.

Danmark har otte sikrede institutioner. Her ses »Sønderbro« på Amagerfælledvej i København. (Foto: Maria Bundgaard © DR)

Danske børn helt ned til 12 år sidder indespærret bag høje hegn, låste døre og massive sikkerhedsforanstaltninger.

I øjeblikket er fem børn under 15 år, herunder to 13-årige, anbragt bag lås og slå i fire af landets otte sikrede institutioner. Det viser en rundringning, som DR Nyheder har foretaget.

Og det er fem børn for meget, siger Inge Bryderup, som er professor i socialt arbejde på Aalborg Universitet. Hun kritiserer anbringelserne af børn i så ung en alder.

- Det er en dybt betænkelige politik. For det handler jo om børn. Og det gør det konventionsmæssigt og lovgivningsmæssigt. Det er børn, når man er under 15 år, siger hun og fortsætter:

- De sikrede institutioner ligner det, der i andre lande kaldes ungdomsfængsler, og det kan være skadeligt for børnene at blive anbragt sådanne steder¨.

112 anbringelser på fem år

De seneste fem år er det sket 112 gange, at børn under 15 år er blevet frihedsberøvet i landets sikrede institutioner, viser nye tal fra Danske Regioner. Og de yngste har været 12 år.

Nogle af børnene, som bliver anbragt bag de høje hegn på institutionerne, har begået kriminalitet - andre er børn, som, kommuner skønner, er til fare for dem selv eller andre.

Hos organisationen Red Barnet hæfter man sig især ved, at børnene i de sikrede institutioner ofte bliver anbragt sammen med kriminelle unge på 17 eller 18 år, der er dømt for f.eks. hjemmerøveri og drab.

- Det er helt forkert at anbringe børn i alderen under den kriminelle lavalder sammen med nogen, der er meget længere i deres kriminelle udvikling, siger psykolog Kuno Sørensen fra Red Barnet.

Amerikanske tilstande i Danmark

Et af de emner, der er blevet diskuteret i valgkampen, er hvorvidt man skal skride hårdere ind over for børn, der begår kriminalitet eller er til fare for andre.

Men ifølge Inge Bryderup benytter det danske samfund allerede en meget hård kurs over for børn og unge, når de placeres i de lukkede institutioner.

- Jeg har besøgt ungdomsfængsler i USA, og i strenghed kan de danske institutioner sagtens måle sig med de amerikanske, siger hun.

Tea Bengtsson, som er adjunkt ved Sociologisk Institut på Københavns Universitet, bakker op. Gennem to en halv måned har hun iagttaget og interviewet frihedsberøvede unge, og hun mener, at den eneste forskel på den sikrede institution og et decideret fængsel er personalet.

- De danske sikrede institutioner minder jo unægtelig meget om fængsler, fordi børnene er holdt tilbage mod deres vilje. Største forskel er vel, at det ikke er fængselspersonale, der er på de sikrede institutioner, det er pædagoger, siger hun.

Ekspert tvivler på en langsigtet effekt

Socialdemokraternes socialordfører, Pernille Rosenkrantz-Theil, mener dog ikke, at der er noget til hinder for at anbringe børn under 15 år på sikrede institutioner.

For selvom der er høje hegn rundt om, så er det vigtigt at huske på, hvad en sikret institution rent faktisk er, påpeger hun.

- Det er jo en slags socialpædagogisk skadestue, hvor der er ro og regelmæssighed, og hvor der er socialpædagoger tæt på, som hele tiden er der for de unge. Det er helt væsentligt for mig, siger hun og fortsætter:

- Og selvom det er trist, at det kan være nødvendigt at låse de her børn inde, så kan det altså for nogen unge være afgørende for, at de ikke gør skade på dem selv eller andre.

De sikrede institutioner kan modtage børn helt ned til 12 år, men i ganske særlige tilfælde kan kommunerne også søge dispensation til, at børn under 12 år kan blive anbragt, fremgår det af bekendtgørelsen om magtanvendelse over for børn og unge anbragt uden for hjemmet.

Det kræver, at 'betingelserne for anbringelsen på en sikret afdeling i det enkelte tilfælde gør dette absolut påkrævet'.