Politisk redaktør: Helt vildt at fremtrædende folk ikke kommer ind

Det er en stor overraskelse, at flere ministre, en tidligere partiformand og fremtrædende partifolk ikke bliver genvalgt til Folketinget.

De personlige stemmer er ved at være talt op. Det betyder, at flere må vinke farvel til Folketinget og se sig om efter et nyt job. Blandt dem er afgående klimaminister Rasmus Helveg Petersen (R), tidligere SF-formand, Annette Vilhelmsen, tidligere formand for Konservative, Lars Barfoed, og Thyra Frank fra Liberal Alliance.

Flere tidligere ministre, en partiformand og fremtrædende partifolk må vinke farvel til fast løn og et kontor Slotsholmen.

Det billede tegner sig nu, hvor de personlige stemmer er ved at være talt op rundt omkring i kredsene.

Og det er overraskende, at fremtrædende personer i partierne ikke kommer ind i Folketinget, siger DR's politiske redaktør, Uffe Tang.

Ministre under Thorning vinker farvel

Det ligger på nuværende tidspunkt fast, at Social- og ligestillingsminister i Thorning-regeringen, Manu Sareen (R) ikke bliver genvalgt til Folketinget.

Også tidligere klima- og energiminister Rasmus Helveg Petersen (R) mister sin plads i Folketinget.

- At ministrene ikke kan klare sig ind ved et valg er helt vildt, siger Uffe Tang.

Slået af ukendt kandidat

Samtidig bliver Carsten Hansen (S), der var By-, bolig- og landdistriktsminister under Thorning-regeringen, ikke valgt ind.

- Det er overraskende, at han taber til en forholdsvis ukendt Julie Skovsby på Fyn, siger han.

Her peger Uffe Tang på, at Carsten Hansen måske har mistet opbakning blandt vælgerne, fordi han forud for sidste valg var ude med et løfte om at bevare akutafdelingen på Svendborg sygehus. Et løfte han ikke kunne holde.

Kæmpe nedtur for Barfoed og K

Det er også en stor overraskelse, at den tidligere partiformand hos Konservative, Lars Barfoed, ikke bliver genvalgt til Folketinget, særligt set i lyset af, at han stillede op i en historisk stærk konservativ kreds.

- Det en kæmpe nedtur for ham og partiet, vurderer Uffe Tang.

Usædvanligt at V-profiler ryger ud

Hos Venstre er profiler som tidligere skatteminister Peter Christensen (V), tidligere undervisningsminister Tina Nedergaard (V), tidligere VU-formand Jakob Engel-Schmidt (V) og Venstre-profilen Martin Gertsen (V) heller ikke blevet valgt ind.  

- Det er meget usædvanligt, at de kandidater med høje positioner ikke kommer ind, siger DR's politiske redaktør.

Den socialdemokratiske integrationsordfører Ole Hækkerups exit er også overraskende.

- Han er en mand med en fremtrædende position og et kendt navn, siger Uffe Tang.

SE LISTEN: Markante politikere siger farvel

Socialdemokraterne:By- og boligminister Carsten Hansen (Fyns Storkreds) Integrationsordfører Ole Hækkerup (Sjællands Storkreds) Kulturordfører Troels Ravn (Sydjyllands Storkreds) Forbrugerordfører Anne Sina (Sydjyllands Storkreds)

Venstre

Finansordfører Peter Christensen (Sydjyllands Storkreds) Iværksætterordfører Jakob Engel-Schmidt (Københavns Omegns Storkreds) Innovationsordfører Mads Rørvig (Vestjyllands Storkreds) Familieordfører Tina Nedergaard (Københavns Omegns Storkreds) Jens Ejner Christensen (Sydjyllands Storkreds) Beredskabsordfører Hans Christian Thoning (Sydjyllands Storkreds)

Enhedslisten

Børne- og undervisningsordfører Rosa Lund (Københavns Storkreds)

Liberal Alliance

Socialordfører Thyra Frank (Nordjyllands Storkreds)

Radikale

Klima- og energiminister Rasmus Helveg Petersen (Sjællands Storkreds) Finansordfører og gruppeformand Camilla Hersom (Fyns Storkreds) Socialminister Manu Sareen (Københavns Storkreds) Miljøordfører Lone Loklindt (Københavns Storkreds) Sundhedsordfører Marlene Borst Hansen (Sydjyllands Storkreds)

SF

Erhvervsuddannelsesordfører og tidligere partiformand Annette Vilhelmsen (Fyns Storkreds) Retsordfører Karina Lorentzen Dehnhardt (Sydjyllands Storkreds) Klima- og energiordfører Steen Gade (Vestjyllands Storkreds) Socialordfører Trine Pertou Mach (Københavns Storkreds) Sundheds- og psykiatriordfører Özlem Cekic (Københavns Storkreds)

Konservative

Finansordfører Mike Legarth (Sydjyllands Storkreds) Udenrigsordfører og tidligere partiformand Lars Barfoed (Københavns Storkreds) Sundhedsordfører Daniel Rugholm (Nordjyllands Storkreds)

Flere profiler kan blive tabere, når mandaterne skal fordeles internt i partierne, men det beror på antallet af personlige stemmer, der bliver talt op i løbet af fredagen.

Kilder: DRInvalg