Professorer om Løkkes udenrigspolitiske forslag: Én ekspert kan ikke gøre det

Det er tvivlsomt, om Lars Løkke Rasmussen kan finde én ekspert, som kan analysere og nytænke hele den danske udenrigspolitik, vurderer to professorer.

En ekspert skal granske den danske udenrigspolitik, hvis Lars Løkke Rasmussen bliver statsminister. (© Scanpix)

En erfaren, respekteret person med internationalt udsyn, som på et halvt års tid skal nytænke hele den danske udenrigs- og sikkerhedspolitik, forsvarspolitik, handelspolitik og bistandspolitik.

Nogenlunde sådan lyder jobbeskrivelsen for den ekspert, som Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, ifølge Politiken vil have til at nytænke den danske udenrigspolitik, hvis han bliver statsminister.

Men det er lettere sagt end gjort, vurderer Jacob Torfing, professor i politik og offentlige institutioner på Roskilde Universitet.

- Det er en på mange måder besynderlig konstruktion. Jeg tvivler på, at der findes én ekspert, som har alt den fornødne kompetence, siger han til DR Nyheder.

Flere eksperter nødvendigt

Ifølge Jacob Torfing er international politik, udenrigspolitik og Danmarks rolle i verden så komplekse områder, at det vil kræve mange former for viden at lave en analyse og revurdering.

- Derfor vil jeg mene, at det er mere oplagt at nedsætte et ekspertudvalg eller en kommission, som kritisk skal granske udenrigspolitikken på baggrund af deres erfaringer, siger Jacob Torfing.

Det synspunkt bakker Ole Wæver, professor i international politik på Københavns Universitet, op om.

- Risikoen er, at det bliver en analyse, som peger på de seneste nye begivenheder og siger: 'Se, hvad der lige er sket nu - derfor skal vi gøre sådan'. På den måde ender vi med at lave en kortsigtet udenrigspolitik, siger Ole Wæver.

- Det kan være en god ide at kigge lidt længere frem, end vi har gjort hidtil. Men så kræver det et meget større analyseapparat, at man har mange forskellige typer eksperter på banen, og at man forankrer det bredt i de politiske partier. Det er nødvendigt for at skabe en ny udenrigspolitik, som varer ved, siger Ole Wæver.

Bud på en kandidat

Gør Lars Løkke Rasmussen alligevel alvor af sit forslag og slår jobbet op som udenrigspolitisk ekspert, så kræver det en kandidat med stærke lederevner.

- Det skal være en person, som kan sætte et stærkt fagligt hold omkring sig og så fungere som spidsen for en undersøgelse, vurderer Jacob Torfing.

Lars Løkke Rasmussen vil dog ikke ud med, hvem den ene ekspert skal være. Men han beskriver i Politiken, at han har en 'erfaren, respekteret person med internationalt udsyn' i tankerne.

Ud fra den beskrivelse har Jacob Torfing et bud:

- Da jeg så forslaget, tænkte jeg straks på tidligere Venstre-statsminister Anders Fogh Rasmussen. Han har været ledig, siden han fratrådte jobbet som generalsekretær for Nato, og har en stærk politisk lederskabskraft, siger Jacob Torfing.

Og han er ikke den eneste, der synes, at Anders Fogh Rasmussen passer godt på jobbeskrivelsen. Formand for Dansk Folkeparti støtter Lars Løkke Rasmussens ide og kommer med et forslag.

- Et godt bud er Anders Fogh Rasmussen.

Anders Fogh Rasmussen har ifølge Politiken ikke ønsket at kommentere sagen.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter