Radikale vil favorisere elbilerne

Elbiler skal have lov til at køre i busbanerne og parkere gratis, hvis De Radikale genvinder magten. Uvist, hvad det vil betyde for salget, siger forsker.

Salget af elbiler i Danmark skal have en hjælpende hånd, mener De Radikale. (© DR)

Hvis der skal trille flere elbiler ud på de danske veje, skal de have et hjælpende skub fra Christiansborg.

Det mener De Radikale, som nu er klar til at lave en række særordninger for elbilejere.

Står det til klimaminister Rasmus Helveg Pedersen skal der indføres en særlig grøn nummerplade til elbiler. Den skal blandt andet give elbil-bilisterne ret til gratis parkering og til at køre i busbanerne, så de kan komme hurtigere frem.

Derudover vil De Radikale have, at der i al nybyggeri skal være mulighed for at lade elbiler op.

- Et af problemerne i dag er, at det er svært at få ladet bilerne op der hjemme. Det skal der laves om på, og derfor skal det være en del af bygningsreglementet, at der skal installeres eksempelvis elstik i al nybyggeri. Det koster ikke det store, siger han og fortsætter:

- Det er alt sammen lidt sukker på skeen, som skal gøre det mere attraktivt at købe en elbil. Det vil nemlig også få en positiv betydning for klimaet og miljøforurening, siger Rasmus Helveg Pedersen.

Flere elbiler i Norge

Ifølge Danmarks Statistik var der ved årsskiftet 2.919 elbiler i Danmark. Det var dog blot en brøkdel af den samlede bestand af personbiler, som lå på 2,33 millioner.

Ser man mod Norge, var der ifølge landets nationale statistikbureau – Statistisk sentralbyrå  - ved årsskiftet 2,5 millioner personbiler, hvoraf 38.000 var elbiler.

Og det er netop Norge, at Rasmus Helveg Pedersen er blevet inspireret af.

Her må elbiler allerede i dag køre i busbanerne, og der er samtidig også gratis parkeringspladser til elbilerne i byerne.

Vil se på afgiftsfritagelse

Derudover er elbilerne ligesom i Danmark fritaget for at betale registreringsafgift.

Det er dog uvist, hvor længe den afgiftsfritagelse fortsætter herhjemme. Da regeringen blev dannet i 2011, blev partierne enige om, at elbiler skulle fritages for registreringsafgift frem til 2015.

Og for et par måneder siden besluttede de to regeringspartier at forlænge afgiftsfritagelsen til og med 2016 – dog kun hvis de vinder valget senere på ugen.

Pengene skal nemlig findes på næste års finanslov, som først bliver fremlagt i slutningen af august.

- Vi har fået forlænget afgiftsfritagelsen med et enkelt år, og det skal vi selvfølgelig også se på i den kommende periode, siger Morten Helveg Pedersen.

I Norge elbilerne også momsfrie. Det har De Radikale dog ingen planer om at overføre til Danmark. 

Uvis med betydning

Spørger man Malene Freudendal-Pedersen, lektor og transportforsker ved Roskilde Universitet, er det dog noget nært umuligt at sige, om flere vil købe en elbil i fremtiden, hvis De Radikale får gennemført sine ideer.

- Der er noget omkring benzinbilens teknologi, som vi elsker rigtig højt. Og det er ikke første gang, at man fra politisk side prøver at få elbilen implementeret i trafikken, siger hun.

Ifølge Malene Freudendal-Pedersen ser det dog ud til, at der er flere og flere, som er begyndt at tage elbilen til sig.

- Og det betyder noget, hvis man fjerne nogle af de ting, der er irriterende ved at køre i bil. Så det kan være, at det er denne gang, at det lykkes at få taget elbilen lidt mere i brug, siger Malene Freudendal-Pedersen.

FacebookTwitter