Samuelsen: Rejsen har været lang og hård

Liberal Alliances leder, Anders Samuelsen, erklærer sig tilfreds med det regeringsgrundlag, der snart bliver præsenteret.

- Rejsen har været lang, fødslen hård, men nu får vi en regering der både vil sænke skatten for de laveste indkomster og vil sænke marginalskatten, skriver Anders Samuelsen. (© Scanpix)

Anders Samuelsen har flere gange under regeringsforhandlingerne truet Lars Løkke Rasmussen (V) med at gå, hvis der ikke kom lettelser i topskatten.

I sidste ende bar det frugt - ifølge DR Nyheders oplysninger vil der i den kommende Venstre-regerings grundlag være en formulering om, at topskatten skal sænkes fra 15 til 10 procent.

Partilederen erklærer sig da også tilfreds, men erkender samtidig, at forløbet ikke har været nemt.

- Det endte godt - med et regeringsgrundlag der afskiller sig markant fra, hvad vi hidtil har set i DK. Rejsen har været lang, fødslen hård, men nu får vi en regering, der både vil sænke skatten for de laveste indkomster og vil sænke marginalskatten. Det er virkelig godt for Danmark, skriver han på Facebook.

Ville ikke ende som Enhedslisten

Selv om Liberal Alliance har stået stejlt på, at topskatten enten skulle fjernes helt eller som minimum sænkes, understreger Anders Samuelsen, at "LA på ingen måde har ageret som om vi forventede 100 procents opbakning til hele vores program".

- Vi er fair: Vi leverer 13/90 af de mandater, der er bag den nye regering. Hverken mere eller mindre. Vi er rimelige og straight-forewarde når vi forhandler - samtidig med at vi er bevidste om ikke at ende som Enhedslisten, skriver Samuelsen.

Den kommende statsminister, Lars Løkke Rasmussen, fortalte fredag aften, at han vil skabe en ren Venstre-regering.

Regering præsenteres i morgen

Ikke siden Poul Hartlings Venstre-regering gik af i 1975 har Danmark haft en smallere regering målt på mandater. Den regering holdt i blot 14 måneder.

En af grundene til, at Venstre-regeringen bliver så smal, er, at Dansk Folkeparti blev det største parti i blå blok.

DF-formand Kristian Thulesen Dahl har hele tiden sagt, at han ville søge den position, hvor den politiske indflydelse ville være størst - og det er altså uden for regeringen, har han vurderet.

Det forventes, at Lars Løkke Rasmussen er klar med sin Venstre-regering i morgen.