Socialdemokraterne: Lægemangel er vores allerstørste sundhedsudfordring

Politikerne er uenige om, hvordan man lokker læger til yderområderne. DF og LA kræver mere fleksibilitet, mens Alternativet vil genoplive landet.

Nogle læger i yderområderne står alene med op imod 4.400 patienter. Det skal der gøres noget ved, mener politikere. (© Colourbox)

Flere uddannede læger, mere frihed til regionerne, farvel til ydernumre og goddag til bedre internet og telefoni på landet.

Politikernes forslag til, hvordan man løser udfordringen med lægemanglen i yderområderne, er mange. Og det er nødvendigt at finde en løsning, hvis ikke det skal gå ud over de patienter, der bor i yderområder som for eksempel Nordjylland, Vestjylland eller Lolland, lyder det.

Lige nu er der 116 ledige stillinger, viser de nyeste tal, som DR Nyheder har indsamlet fra de danske regioner.

Det betyder, at nogle læger i yderområderne har op mod 4400 patienter - selvom de kan lukke for tilstrømningen, når de når 1.600.

Og det er noget, som blandt andre socialdemokraternes sundhedsordfører, Flemming Møller Mortensen, ser med stor alvor på.

- Jeg anser det her som en af de allerstørste sundhedsudfordringer, vi har. Vi har fokuseret på det gennem flere år, men det er en rigtig svær nød at knække, siger han.

Større lægehuse og mere uddannelse

Problemet ser da heller ikke ud til at blive løst lige med det samme - for hver tredje praktiserende læge er over 60 år og går snart på pension.

Det betyder, at manglen på praktiserende læger bliver endnu større i de kommende år.

Sundhedsminister Nick Hækkerup (S) siger, at det er både svært og komplekst, men det er ikke umuligt. Han peger på tre ting, der kan gøres.

- Der bliver uddannet historisk mange læger i de her år, men vi kan uddanne endnu flere. Desuden kan man ansætte noget personale til at støtte op om lægerne - for eksempel kan sygeplejersker godt overtage nogle af opgaverne, siger han.

Ministeren peger på, at regeringen har afsat 800 millioner kroner til at bygge større lægehuse, hvor der kan sidde læger, fysioterapeuter og kommunalt sundhedspersonale - og det kan også trække flere læger til yderområderne, mener ministeren.

- På den måde får den praktiserende læge et kollegialt fællesskab, som man kan sparre med. Det skal gøre det mere attraktivt at være læge - også i yderområderne, lyder det.

EL og SF: Mere frihed til regionerne

Enhedslisten og SF mener, at man bedst kommer lægemanglen til livs ved at give regionerne større frihed til selv at kunne drive sundhedshuse, hvor de kan ansætte læger.

Helt konkret foreslår Enhedslisten, at regionerne skal kunne oprette og drive lægeklinik - for eksempel som en del af de kommunale sundhedshuse. På den måde undgår de unge læger, at de selv skal købe og drive en privat praksis, lyder det.

- Det ville kunne løse problemet med lægemanglen, uden at vi giver privathospitalerne en ny bane at boltre sig på, siger Enhedslisten gruppeformand og sundhedsordfører, Stine Brix.

Som en gulerod, vil både SF og Enhedslisten desuden belønne de læger, som vælger at praktisere i områder med stor lægemangel.

- Det er ret alarmerende, at vi i et lillebitte land som Danmark har steder, hvor der ikke er lægedækning. Derfor er det vigtigt, at de nye læger får kendskab til praksisserne i yderområderne, siger SF's sundhedsordfører, Øzlem Cekic.

SF foreslår blandt andet, at der bliver oprettet flere uddannelsesstillinger i udkantsområderne.

LA og DF: Ydernumre er for ufleksible

Dansk Folkeparti og Liberal Alliance mener derimod, at man skal se et andet sted hen - nemlig på ydernumrene, som er en slags licens til at være læge under den offentlige sygesikring.

Der er kun et vist antal ydernumre til rådighed inden for et bestemt lokalområde, men reglerne for ydernumre skal være langt mere fleksible, siger DF's gruppeformand, Peter Skaarup.

Også selv om det koster flere penge.

- Vi havde håbet, at regeringen og regionerne selv havde kunnet løse det her, men nu må vi bare sige, at advarslerne er så entydige, at man er nødt til at tilføre flere midler, så de borgere, som ikke lige bor inde i de store byer, også kan få lægehjælp, siger han.

Helt konkret peger Peter Skaarup på, at det skal være muligt for praktiserende læger at have en halv sygehusstilling samtidig med, at man har en halv lægepraksis. På den måde kan de praktiserende læger dele antallet af patienter imellem sig.

Alternativet: Landet skal genoplives

Også Liberal Alliance mener, at de praktiserende læger skal have lov til at organisere sig på nye måder, så det bliver mere attraktivt at være læge.

- Vi har et ydernummersystem i Danmark, som i bund og grund har vendt tingene på hovedet. Det skal laves om, så det offentlige ikke går ind og regulerer, hvor man kan slå sig ned som læge. Man skal selv kunne bestemme, hvor man vil praktisere sig, siger Anders Samuelsen, formand for Liberal Alliance.

Alternativets formand, Uffe Elbæk, mener at lægemanglen er et "symptom på, at Danmark er ved at knække over".

Han mener, at det først og fremmest skal gøre det mere attraktivt for folk at arbejde i yderområderne. Ikke bare for læger, men også lægernes partnere - og alle andre.

- Det handler om, at vi skal have genoplivet landet. Alternativet vil gerne se på, om man kan flytte nogle af de statslige arbejdspladser ud, og så handler det jo også om noget så banalt som at få bredbånd til at fungere over hele landet. Det at kunne telefonere og gå på nettet er jo et vigtigt arbejdsredskab for de fleste af os, siger han.

Har du selv mærket konsekvensen af, at der mangler læger i yderområderne? Hvad mener du, man kan gøre for at komme problemet til livs? Send os en video med dit bud - enten på mail til drdinstemme@dr.dk - eller du kan lægge den på DR Nyheders facebookside. Du kan også lægge din video op på Twitter eller Instagram ved at bruge hashtagget #DRdinstemme