Svensk S-top bliver væk i Thornings slutspurt

Statsminister Stefan Löfven giver ingen hjælpende hånd til sin S-kollega. Men det er der ikke noget underligt i, mener de danske socialdemokrater.

Sveriges socialdemokratiske statsminister, Stefan Löfven, var på officielt besøg hos sin partifælle Helle Thorning-Schmidt i november sidste år. Under valgkampen har han ikke været i Danmark. (© DR)

Partitoppen i det svenske socialdemokrati rejste ud og førte valgkamp både sidste år og forrige år, da socialdemokraterne i henholdsvis Finland og Norge kæmpede for et godt valgresultat.

Ved tidligere valg har svenske socialdemokrater også været i Danmark for at bidrage til et godt valg.

Men i år er der ingen hjælp at hente fra det svenske søsterpartis absolutte top.

Ingen fra de svenske socialdemokraters partiledelse har således været i Danmark i forbindelse med den snart afsluttede valgkamp for at støtte op om Helle Thorning-Schmidts chancer for at genvinde regeringsmagten.

I stedet har man sendt en 'international sekretær' til Danmark for at repræsentere de svenske socialdemokrater, skriver den svenske avis Expressen.

Ikke været på tale

Hos de danske socialdemokrater mener partisekretær Lars Midtiby ikke, at der er noget underligt i den svenske S-tops fravær.

- Det har slet ikke været på tale at invitere udenlandske socialdemokrater til at deltage, siger Lars Midtiby til DR Nyheder.

Flere svenske socialdemokrater har i år udtalt sig kritisk over for det danske søsterpartis indvandrerkampagner.

Mest bemærkelsesværdigt den svenske statsminister Stefan Löfven, som i marts kommenterede Socialdemokraternes kampagne om, at 'Kommer du til Danmark, skal du arbejde'.

'Et godt forhold'

Ifølge Expressen skyldes den manglende tilstedeværelse i Danmark, at den svenske partitop er dybt uenig med sit danske søstparti, når det handler om udlændingepolitik.

Stefan Löfven tog i foråret afstand fra jeres indvandrerkampagne. Har det noget at gøre med hans fravær under valgkampen?

- Det må du spørge de svenske socialdemokrater om. Der er ingen tvivl om, at vi har en grundlæggende anderledes tilgang til indvandrerdebatten i Danmark, end man har i Sverige. Men jeg synes, vi har en god debat her i Danmark, siger Lars Midtiby.

Har I et dårligt forhold til de svenske socialdemokrater?

- Jeg synes, vi har et godt forhold til de svenske socialdemokrater og et løbende godt samarbejde. Vi er meget uenige, når det gælder udlændingepolitik - de har i hver fald en meget anderledes tilgang til det - men vi har et godt samarbejde med de svenske socialdemokrater.

Svensk socialdemokrat: Vi har brug for Helle

Leif Jakobsson er socialdemokratisk medlem af den svenske Riksdag og er taget til Danmark i anledning af folketingsvalget.

Han er enig med Lars Midtiby i, at der er klare forskelle de to søsterpartier imellem, når det handler om debatten om udlændinge.

- Fra svensk side synes man jo, at det er et meget hårdt sprogbrug, og man tolker det anderledes end danskere gør. Det handler egentlig ikke om så store politiske forskelle, siger Leif Jakobsson til DR Nyheder.

Han siger dog, at uenigheden ikke har noget at gøre med den svenske S-ledelses manglende deltagelse i folketingsvalgkampen.

- Den enkle forklaring er jo, at I i Danmark udskriver valg med tre ugers varsel. Vores partileder er også statsminister, og det er aldrig enkelt for en statsminister at tage en enkelt dag fri fra noget, de har planlagt. Nu kører hele diskussionen om Grækenland og EU, og det er klart, at vores statsminister er fuldt optaget af det, siger Leif Jakobsson.

- Men Sverige har brug for en dansk socialdemokratisk regering. Og vi har brug for Helle som statsminister, siger han.

Opdateret med kommentarer fra det svenske riksdagsmedlem Leif Jakobsson.