Thulesen Dahl: Vi er ikke i mål med noget som helst

Der er endnu ikke høvlet nogen knaster af under regeringsforhandlingerne, siger DF-formanden.

Kristian Thulesen Dahl (DF) på vej ind til nye regeringsforhandlinger med Lars Løkke Rasmussen (V). (Foto: Uffe Weng © Scanpix)

De igangværende regeringsforhandlinger kan trække i langdrag.

I hvert fald konstaterer Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, på vej ind til onsdagens forhandlinger med Lars Løkke Rasmussen (V), at de to partier fortsat ikke har løst en eneste uenighed under forhandlingerne.

- Vi har fået masseret mange af knasterne, men ikke i et omfang, så vi er nået på plads med nogen af dem og kan lægge dem til side. Det er vi ikke, siger Kristian Thulesen Dahl.

Dansk Folkeparti har stadig 'bekymringer' ved at gå med i en kommende regering, siger DF-formanden og nævner konkret ønsket om kontrol ved de danske grænser og uenighederne om, hvor meget forbruget i den offentlige sektor må vokse.

To helt store knaster

Kristian Thulesen Dahl siger om Dansk Folkeparti og Venstres forskellige tilgange til, om forbruget i den offentlige sektor må stige, eller om udgifterne skal holdes i ro:

- Det er klart en af de store knaster. Men det er kontrol ved grænsen også. Vi vil gerne have en egentlig grænsekontrol og gerne bemandet med toldere. Det mener vi, at vi kan inden for Schengen-samarbejdet, siger Kristian Thulesen Dahl.

- Det er der en masse diskussion om, og det ser vi også - indtil nu i hvert fald - forskelligt på. Men vi kæmper kampen derinde, siger han.

Mangler et afgørende ryk

Det er ligeledes helt åbent, om Dansk Folkeparti går med i en ny regering, understreger Kristian Thulesen Dahl. DF-toppen skal stadig kunne se sit bagland og sine vælgere i øjnene.

- Hvis vi skal med i en regering, skal vi kunne se, at Venstre specielt er kommet os i møde, så vores folk derude kan se, at det virkelig er der, vi får mest politisk indflydelse. Der mangler vi at få de ryk, der gør, at vi kan gå tilbage til vores folk og sige, at det var god ide, at vi gjorde det, siger Kristian Thulesen Dahl.

- Så længe vi ikke kan se det, er det ikke der, vi er, siger han.

Kristian Thulesen Dahl siger, at der stadig 'knokles løs' i forhandlingerne, og at Dansk Folkeparti gerne vil 'gøre det her ordentligt og se, hvor langt vi kan drive det'.

LA og K besøger Løkke i eftermiddag

Han gentager, at Dansk Folkeparti sagtens kan gå med i en regering, 'hvis grundlaget er i orden'.

- Men vi ved også godt, at det regeringsgrundlag, der bliver skrevet, hvis vi er en del af en regering, er vi bundet af de næste tre-fire år. Derfor skal det være i orden set med vores øjne. Hvis ikke er det bedre for os at kunne forfægte vores interesser uden for en regering, siger Kristian Thulesen Dahl.

Venstre-formand Lars Løkke Rasmussen understreger i en opdatering på sin Facebook-profil, at 'uanset sammensætningen af en ny regering er det vigtigt, at den både har en klar retning (velfærd OG velstand) og er manøvredygtig i et folketing, hvor jeg fornemmer, at mange faktisk gerne vil et konstruktivt samarbejde til Danmarks bedste'.

Liberal Alliance og Konservative gæster i eftermiddag Lars Løkke Rasmussen til regeringsforhandlingerne.

Facebook
Twitter