Top-15: Her er de mest indflydelsesrige danskere

Politikere er fraværende i ny opgørelse over toppen af den danske magtelite.

Vil man være med til at sætte kursen for Danmark, er kræfterne bedst brugt ved at gøre karriere i erhvervslivet eller fagbevægelsen frem for at jagte ministerposter på Christiansborg.

Det må være konklusionen, når man kaster blikket på en ny liste over de 15 mest indflydelsesrige danskere, som to forskere har opgjort for DR Nyheder.

Her er flere fagforeningsbosser og direktører repræsenteret, mens statsministeren og resten af folketingets politikere er helt fraværende.

Men hvem er det så, der trækker i trådene? Se listen nedenfor og i videoen i toppen af artiklen, hvor sociologerne Anton Grau Larsen og Christoph Houmann Ellersgaard fra Københavns Universitet gennemgår persongalleriet i toppen af den danske magtelite for DR Nyheders Erhvervskorrespondent Nina Munch-Perrin.

Top-15: De mest indflydelsesrige danskere

  • Claus Jensen, Fagforeningsleder, Dansk Metal

  • Lars Nørby Johansen, Bestyrelsesformand og tidligere adm. direktør i Falck

  • Bente Sorgenfrey, Fagforeningsleder, FTF

  • Karsten Dydvad, Direktør, Dansk Industri

  • Jørgen Mads Clausen, Ejer, Danfoss

  • Peter Schütze, Bestyrelsesformand DSB, Tidl. adm. direktør i Nordea

  • Kim Simonsen, Fagforeningsleder, HK

  • Harald Børsting, Fagforeningsleder, LO

  • Niels Bjørn Christiansen, Adm. direktør, Danfoss

  • Helle Lizette Risgaard, Fagforeningsrepræsentant, LO

  • Tine Susanne Miksch Roed, Direktør, Dansk Industri

  • Birgit Aagaard-Svendsen, Økonomidirektør, J. Lauritzen

  • Ralf Hemmingsen, Rektor, Københavns Universitet

  • Nils Smedegaard Andersen, Adm. direktør, A.P. Møller - Mærsk

  • Michael Christiansen, Bestyrelsesformand, DR/ Kgl Teater/ Aarhus Universitet 

Personerne på listen optræder i vilkårlig rækkefølge med undtagelse af Claus Jensen, som forskerne vurderer som den person med de bedste forbindelser i Danmark.

Du kan se alle 423 personer i den danske magtelite på listen her.

Sådan gjorde forskerne:

Anton Grau Larsen og Christoph Houmann Ellersgaard fra Københavns Universitet har samlet formelle råd, nævn og bestyrelser, som arbejder på et nationalt niveau. Det er 5.079 grupper. Her sidder i alt 37.750 tusinde mennesker på cirka 56.536 poster.

Det skaber et netværk, hvor dem, der sidder flere steder og således forbinder forskellige bestyrelser og netværk, er de centrale. De binder så at sige netværket sammen.

Derved opstår der en kerne. Forskerne fjernede så en efter en af de 37.750 personer. Først dem med blot én post, hvilket efterlod ca. 7.000 personer. 

I en computermodel blev de så ved med at fjerne personer med den hensigt, at kernen skal blive stærkere og stærkere og mere og mere forbundet.

På et tidspunkt vil kernen ikke blive stærkere og mere forbundet, men svagere, hvis man fjerner nøglepersoner. Og det sker, hvis man fjerner person nummer 423. Derfor er der i alt 423 personer i netværket, som forskerne har døbt magteliten. Det betyder også, at hver og en af de 423 personer er forbundet til mindst 199 af de andre.

Dataene til top-15 er indsamlet i 2015 på foranledning af DR nyheder, mens data til den resterende del af listen er indsamlet i 2012/2013.