Venstre i kovending: Freder fagforeningsfradrag

Venstre freder alligevel fradraget for fagforeningskontingenter trods helt modsatte meldinger.

- Vi har ikke nogen planer om at ændre på fradragsretten for faglige kontingenter, siger Kristian Jensen. (Foto: Simon Skipper © Scanpix)

Venstre foretager nu en kovending af de større og freder fradraget for fagforeningskontingenter.

partiets finanslovsudspil for 2015 står der, at en genindførelse af boligjobordningen blandt andet skal finansieres af en tilbagerulning af fradraget, som den nuværende regering hævede fra 3.000 kroner til 6.000 kroner.

Helt præcist når Venstre frem til, at der kan hentes 510 millioner kroner ved at rulle fradraget tilbage.

Lover ikke at gå i anden retning

I en annonce fra april fremlagde partiet en række centrale politikområder. Her står der blandt under overskriften "Økonomiske omprioriteringer":

- Spare ½ mia. kr. på fradrag for fagforeningskontingent.

Venstres annonce fra april. (© Venstre.dk)

Nederst i annoncen står der følgende:

- Vi kan ikke love dig, at vi får al vores politik gennemført. Men vi kan love, at vi ikke pludselig vender om og går i en helt anden retning.  

Jensen: Ingen planer om ændringer

Men ifølge Venstres næstformand, Kristian Jensen, kommer det ikke til ske, selvom blå blok vinder valget på torsdag.

- Vi har ikke nogen planer om at ændre på fradragsretten for faglige kontingenter, siger Kristian Jensen til avisen.dk.

Det har endnu ikke været muligt for DR Nyheder at få en opfølgende kommentar fra Kristian Jensen.

En forsoningsgave til fagbevægelsen

Han har dog før været meget kritisk og kaldt det "forstemmende", at regeringen hævede fradraget.

Partifællen Jakob Engel-Schmidt (V) har tidligere kaldt regeringens fordobling af fradraget for en "forsoningsgave til fagbevægelsen".

- Særligt til LO-familien oven på de hårde reformer, som har skuffet det røde kerneland, sagde Jakob Engel-Schmidt i august 2014.

Facebook
Twitter