Venstres asyludspil møder kritik fra rød blok

Et lavpunkt, trist og hyklerisk. Det er med disse ord, at både Radikale og SF tager imod den asyludspil, som Venstre præsenterede tirsdag.

Venstres nye asyludspil er et nyt lavpunkt i valgkampen, mener formand for Radikale Morten Østergaard. (© DR)

Venstre præsenterede sidst på eftermiddagen torsdag et nyt udspil, der skal sætte ind over for og begrænse antallet af asylansøgere.

Udspillet møder dog ikke meget opbakning i rød blok. Her kalder formand for de Radikale, Morten Østergaard udspillet for et nyt lavpunkt.

- Der er ikke ét eneste af de her forslag, der vil betyde noget i forhold til, hvor mange asylansøgere, der kommer til Danmark. Derfor er det et lavpunkt, siger han og fortsætter:

- Hvorfor fortæller Venstres formand ikke, hvad Danmark skal leve af i fremtiden, hvilke reformer, der skal gøre opsvinget langvarigt i stedet for at trampe rundt på de mennesker i verden, der har det sværest.

Vil holde folk i fattigdom

Morten Østergaard er især negativt indstillet overfor forslaget om at indføre en ny integrationsydelse på niveau med SU'en, genindføre optjeningsprincippet på børnechecken og folkepension for flygtninge samt afskaffe asylansøgeres mulighed for at bo og arbejde uden for centrene.

Det vil være med til at tvinge folk ud i fattigdom, mener han og bliver bakket op af SF's formand Pia Olsen Dyhr.

- Vi ved, at det ikke fører til noget godt at holde folk i fattigdom eller bure dem inde på centrene. Det er både uklogt og meget trist. Vi taler om mennesker, der er flygtet fra grufulde overgreb fra ekstremister som Islamisk Stat, siger hun.

Pia Olsen Dyhr kalder det desuden hyklerisk, at Venstre vil hjælpe i nærområderne, samtidig med at de vil skære i ulandsbistanden.

Thorning vil lytte til gode idéer

Hvor både Radikale og SF altså er mere end bare lunkne ved asyludspillet, er statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) mere lydhør.

Hun afviser dog det nævnte forslag om en integrationsydelse, men ikke at samarbejde med Venstre om netop asylpolitikken.

- Jeg tror, at danskerne gerne vil have, at Venstre og Socialdemokratiet sætter sig ned med hver vores bud på, hvordan vi kan have styr på asylansøgerne, siger hun.

- Det har jeg sagt i lang tid, og det siger Venstre også nu, og derfor kan jeg virkelig ikke se nogen god grund til, at vi ikke sætter os ned sammen, lytter til hinandens idéer, og det skal vi gøre hurtigst muligt efter folketingsvalget.

Klar på hurtig handling

Lars Løkke Rasmussen lagde ved dagens præsentation af Venstres asyludspil op til en hastebehandling af tre forslag.

Integrationsydelsen, genindførelsen af optjeningsprincippet samt afskaffelse af asylansøgernes mulighed for at bo og arbejde uden for asylansøgerne.

Men hvor Morten Østergaard er imod forslagene er han til gengæld mere positivt indstillet over en hurtig reaktion på asylområdet.

- Vi var jo i fuld gang med at ændre integrationslovgivning, så dem, der kommer til Danmark, kommer i arbejde hurtigst muligt, siger han.

- Derfor er pointen, at vi selvfølgelig skal have vedtaget det lovforslag hurtigst muligt, så folk ikke igen skal sidde i asylcentre og blive syge, som de gjorde, dengang Lars Løkke Rasmussen havde vagten.

Facebook
Twitter