Valget af Messerschmidt får ikke kritikere til at holde mund - og flere overvejer nu deres fremtid

Folketingsmedlemmerne Marie Krarup og Bent Bøgsted overvejer nu deres fremtid i partiet.

Marie Krarup er en af dem i DF's folketingsgruppe, der har været mest kritisk over for Morten Messerschmidt. Hun fastholder en del af sin kritik efter valget. (Foto: Bo Amstrup © Ritzau Scanpix)

Valget af Morten Messerschmidt som formand for Dansk Folkeparti får ikke kritikken af ham til at forsvinde som dug for solen.

Flere folketingsmedlemmer har været kritiske over for den nyvalgte formand. Særligt udtalt har kritikken lydt fra integrations- og indfødsretsordfører Marie Krarup.

Hun sagde forud for valget, at hun havde hørt antydninger om, at hun ville blive ekskluderet, hvis Messerschmidt blev formand. Hun pegede samtidig på Martin Henriksen som sin foretrukne formandskandidat.

- Jeg synes selvfølgelig, at det er ærgerligt, for jeg havde håbet, at det blev Martin Henriksen.

- Det betyder jo, at hvis Inger Støjberg opretter et nyt parti, som jeg kan se mig selv i, så vil jeg gerne gå derover. Men det ved vi jo ikke endnu, om hun gør. Og indtil jeg ved det, så vil jeg selvfølgelig forsøge at få Dansk Folkeparti til at hænge sammen.

Fastholder kritik

Kritikken af Morten Messerschmidt fastholder hun. For hun mener ikke, at Messerschmidt har været loyal over for den nu tidligere formand Kristian Thulesen Dahl.

- Jeg synes jo ikke, at det er sjovt at skulle være under en formand, der har modarbejdet den tidligere ledelse, og som nu bliver belønnet for det, mens han står foran en retssag, hvor han kan blive dømt. Han kan jo være ude om et øjeblik og kaste en skygge over os alle sammen, siger hun.

Det sidste med henvisning til, at Morten Messerschmidt er tiltalt for svig og dokumentfalsk.

Sagen skal gå om, da der blev rejst tvivl om en dommers habilitet i sagen. Den skal efter planen afvikles ved Retten i Lyngby her til foråret. Datoerne er endnu ikke fastlagt.

Morten Messerschmidt fik en overvældende sejr, da mere end 60 procent af de fremmødte medlemmer af Dansk Folkeparti stemte på ham. Men flere i folketingsgruppen overvejer nu deres fremtid.

Bøgsted skal have tænkepause

Beskæftigelsesordfører Bent Bøgsted havde på forhånd sået tvivl om sin fremtid i partiet, hvis Messerschmidt vandt valget.

- Jeg håber, at han er fornuftig og får alle inkluderet i det, han vil.

- Morten skal lige have en chance til at få styr på det hele, og så finder vi ud af, hvad der sker. Jeg afventer og ser, hvad der sker inden for de næste 14 dage. Jeg har sagt, at jeg vil gøre min stilling op inden for de første 14 dage efter formandsvalget.

Sundhedsordfører Liselott Blixt var også yderst kritisk før valget, hvor hun sagde, at hvis det var "de mennesker og det projekt", så havde hun "ikke tillid til dem" og havde "svært ved at fortsætte".

Nu er tonen en anden.

- Vi må se, hvad der sker de næste par uger. Det kommer til at være afgørende.

Valgets taber skal også tænke

Formandskandidat og hovedbestyrelsesmedlem Martin Henriksen vil tage hjem og overveje fremtiden, siger han til Ritzau.

- Der er ikke nogen tvivl om, at dem, der har forsøgt at presse mig ud af partiet de sidste to-tre år, nu har fået den absolutte magt i partiet.

- Og det er klart, at det skal man lige hjem og tygge lidt på, sagde han efter afstemningen.

Erhvervsordfører Hans Kristian Skibby er derimod forsonende i sin reaktion på valget af Messerschmidt.

- Det er vores medlemmer, der bestemmer, hvem der skal være partiets formand. Og med den flotte sejr, han har fået, så er der ikke nogen tvivl om det. Jeg synes jo faktisk, at det er rart, at der var sådan en fin afklaring i forhold til det, siger Skibby.

Messerschmidt klar til forsoning

Morten Messerschmidt er - ikke overraskende - klar på forsoning med sine kritikere. Han siger, at han er klar til at slå en streg over, hvad der er sagt i valgkampen. Samtidig håber han, at så mange som muligt i folketingsgruppen bliver.

- Jeg vil opfordre dem til at blive og kæmpe for det parti, de er valgt for.

- Det er egentlig ikke et spørgsmål om, at de skal føle sig overbeviste om mit lederskab. Det, der jo er spørgsmålet, er, om de er villige til at lade tvivlen komme mig til gode.

- Eller om de på forhånd vil sige, at dét der - det vil de overhovedet ikke.

Et af de dramaer, der har set dagens lys de seneste par dage, er mellem de to tidligere formænd af partiet. Kristian Thulesen Dahl mener, at Pia Kjærsgaard har blandet sig for meget, mens Pia Kjærsgaard omvendt har sagt, at hun mener Thuelsen Dahl var bedst tjent med at 'stoppe i værdighed'.

Thulesen Dahl har opfordret Pia Kjærsgaard til ikke at være i ledelsen i partiet. Det afhænger imidlertid af, om Messerschmidt ønsker det, siger hun nu.

- Jeg gør det, som Morten gerne vil have, for han er formand. Jeg synes, at man skal bakke op om ham, og under alle omstændigheder vil jeg meget gerne arbejde for Dansk Folkeparti. Jeg har masser af energi og masser af arbejdskraft, siger hun.

Tirsdag aften holder Dansk Folkeparti sit første gruppemøde.

Herunder kan du se, hvem der støttede hvem i partiets folketingsgruppe.