Valgkamp i Grønland: Siumut vil ud af rigsfællesskabet

Oppositionspartiet Siumut kræver Grønland ud af rigsfællesskabet. Ordførere på Christiansborg ryster på hovedet.

Grønland (© DR)

Den seneste tids debat om råstoffer, minedrift og penge i Grønland får nu Siumut til at kræve, at Grønland arbejder for at forlade rigsfællesskabet med Danmark og Færøerne.

Det siger Siumuts forkvinde og Grønlands måske første kvindelige landsstyreformand, Aleqa Hammond til DR Nyheder.

- Siumut ønsker uafhængighed. Vi vil væk fra bloktilskudsordningen. Grønland ønsker at tage ansvar for alle områder. For fremtiden arbejder grønland for et selvstændigt land - uden for rigsfællesskabet, siger Aleqa Hammond.

DF er chokeret

Dansk Folkepartis udenrigsordfører ryster på hovedet af Siumuts ønske.

- Jeg er chokeret. Jeg synes, at Aleqa Hammond plejer at være en meget pragmatisk politiker. Det her er sådan nogle drømmerier, som man senest hørte sidst i 60erne, og som jeg troede var overstået.

De Konservative advarer mod, at Grønland trækker sig ud af rigsfællesskabet. Ifølge partiets tidligere udenrigsminister, Per Stig Møller, har stormagterne USA, Kina og Rusland så store interesser i det arktiske område, at Grønland er bedre beskyttet sammen med Danmark i FN og NATO.

Per Stig Møller mener dog, at debatten kan føre til, at Grønland bliver selvstændigt.

- Det er meget sandsynligt. Får vi ikke moderniseret rigsfællesskabet på en måde, så Grønland er tilfredse med, så bliver det udgangen på fællesskabet, siger Per Stig Møller til DR Nyheder.

Spændende fællesskab

Hverken statsministeren eller udenrigsministeren ønsker at kommentere Siumuts udmelding. Socialdemokraterne er ikke begejstrede for Siumuts ønske. Men man respekterer, hvis Grønlænderne ønsker uafhængighed.

- Vi respekterer grønlændernes ønske. Det er sådan loven den er. Men jeg vil også gerne sige, at vi ønsker at bevare rigsfællesskabet, for vi synes, at rigsfællesskabet er et helt unikt og spændende fællesskab, siger Socialdemokraternes Grønlandsordfører, Flemming Møller Mortensen.

Der er valg i Grønland d. 12. marts.

Facebook
Twitter