Valgnævnet giver Rasmus Paludan og Stram Kurs det gule kort

Partiets indsamling af vælgererklæringer er suspenderet, mens muligt snyderi undersøges.

Rasmus Paludan og Stram Kurs' indsamling af vælgererklæringer er suspenderet af Valgnævnet. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Efter en indstilling fra social -og inderigsministeren har Valgnævnet besluttet at suspendere Stram Kurs' vælgererklæringer, mens det bliver vurderet, om partiet helt skal udelukkes.

Det oplyser nævnet på sin hjemmeside.

- Valgnævnets afgørelse om midlertidigt at udelukke Stram Kurs fra fortsat at indsamle vælgererklæringer ("gult kort") indebærer, at Stram Kurs ikke kan indsamle vælgererklæringer, hverken digitalt eller papirbaseret, skriver nævnet i sin afgørelse.

Partiet vil dermed indtil videre være afskåret fra at indsamle vælgererklæringer i vælgererklæringssystemet.

Paludan: Vi lever i en bananrepublik

Partistifter Rasmus Paludan bekræfter over for DR Nyheder, at han har modtaget afgørelsen og afviser samtidig, at der er blevet snydt med vælgererklæringerne.

- Vi har vedrørende indsamling til Folketinget fulgt reglerne til punkt og prikke. Vi lever åbenbart i en bananrepublik, skriver han i en mail.

Det er social- og indenrigsminister Astrid Krag (S), der har indstillet til nævnet at give Rasmus Paludan og Stram Kurs det gule kort.

Det et sket på grund af to forhold:

For det første har Stram Kurs skrevet en række e-mailadresser ind i vælgererklæringssystemet, som ministeriet har begrundet mistanke om, at partiet ikke har samtykke til at bruge.

Blandt andet ved at bruge e-mailadresser fra partiets indsamling af vælgererklæringer til folketingsvalget 2019 til partiets nuværende indsamling af vælgererklæringer til europaparlamentsvalget 2024.

Det har vælgerne ikke givet samtykke til, fordi partiet dengang ikke indsamlede vælgererklæringer til europaparlamentsvalg.

55.000 e-mailadresser

Det andet forhold drejer sig om, at partiet skal have skrevet en række e-mailadresser ind i vælgererklæringssystemet flere gange.

Ud af de ca. 55.000 e-mailadresser, der er indlæst til hver valgtype, er kun ca. 40.000 unikke.

I mere end 9.000 tilfælde er den samme e-mailadresse indlæst mere end én gang til hver valgtype.

Heraf er ca. 3.200 indlæst mere end to gange og 730 mere end fem gange til hver valgtype. Én e-mailadresse er indlæst 56 gange til hver valgtype.

'Folk blev utålmodige'

Rasmus Paludan fastholder, at partiet ikke har gjort noget galt.

- Der er indsendt dubletter, fordi Astrid Krag har smølet i fem måneder med at godkende vores indsamling. Derfor er folk blevet utålmodige og har indtastet deres email-adresser flere gange.

- Dette er tilladt, for det fremgår direkte af ministeriets hjemmeside, at man gerne må indtaste den samme email-adresse mere end en gang, skriver han til DR Nyheder.

Afgørelsen betyder, at der i vælgererklæringssystemet ikke vil blive sendt invitationer ud til de indtastede e-mailadresser om at afgive vælgererklæring.

Her fremgår det også, at afgørelsen ikke berører Stram Kurs' ret til at stille op til folketingsvalg, så længe den tidligere anmeldelse til folketingsvalg er gyldig.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk