Valgplakater med Lars Løkke hængt op ved en fejl

- Det er sket en menneskelig fejl, siger lokalformand i Odsherred Kommune Kai Hansen.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har endnu ikke udskrevet folketingsvalg. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Ritzau Scanpix)

Selv om folketingsvalget ikke er udskrevet endnu, er der ved en fejl blevet hængt valgplakater med Lars Løkke Rasmussen (V) og Jacob Jensen (V) op i Odsherred Kommune.

Det fortæller Kai Hansen, som er vælgerforeningsformand for Venstre i Odsherred.

- Der er sket en menneskelig fejl, og plakaterne er ved at blive taget ned igen, siger han.

EU-valg kan have forvirret

Ifølge Kai Hansen er der tale om cirka 30 valgplakater, som blev hængt op i Fårevejle Kirkeby lørdag.

Her kunne kandidaterne til europaparlamentsvalget fra klokken 12.00 sætte plakater op. Valget afholdes 26. maj.

- Det er jo menneskeligt at fejle, og hvordan det kan ske, ved jeg ikke. Det må ikke ske, og de bliver fjernet med det samme, siger Kai Hansen.

- Der er formentligt sket det, at vores venner, der har sat dem op, har fået en sms, hvor der har stået: "Så skal plakaterne op". Underforstået, at så skal europaparlamentsplakaterne op, forklarer han.

Dyb beklagelse fra Venstre

I det øjeblik at lokalformanden fik at vide, at der hang valgplakater til folketingsvalget, skyndte han sig at gribe ind, forklarer han.

- Der er selvfølgelig fra Venstres side en dyb beklagelse over, at vi træder så grundigt i spinaten. Det har vi gjort, og det skal vi gøre godt igen, siger Kai Hansen.

Valgplakater må hænges op på offentlige veje og private fællesveje den fjerde lørdag før valget klokken 12.00.

Det gælder både folketingsvalg, kommunal- og regionalvalg og valg til Europa-Parlamentet.

Ved folketingsvalg gælder, at valgplakater ikke må hænges op, før statsministeren har annonceret valgets udskrivelse.

/ritzau/

Facebook
Twitter